Forædlet. Ideen om de egalitære og livsnydende jæger-samlere blev født i Chicago i 1966. Men siden har forskning prikket huller i de romantiske forestillinger.
Paradiset, som aldrig var
Illustration: Thomas Bugge
Luk øjnene, tænk så på udtrykket »oprindelig jæger-samler-kultur«, og lad de indre billeder tegne sig på nethinden. Hvad er det, der kommer frem? Måske små grupper af spydbærende mænd, der bevæger sig roligt gennem et grønt savannelandskab, eller skindklædte kvinder og børn, der pusler rundt om et bål. Et samfund i stil med den skildring, direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, i 2020 gav i Ledernes blad: »Stenalderen er det tidspunkt i verdenshistorien, hvor man arbejdede mindst og havde mest fritid. Det var det mest agile samfund, hvor ledelse var noget, der opstod, når der var brug for det, og forsvandt igen, når du ikke havde brug for det, og hvor der var størst lighed mellem kønnene.«
Forestillingen er gængs også blandt fagfolk. Det tætteste, antropologien kommer på en skabelsesberetning. Et egalitært utopia, der bar menneskeheden gennem sine første og formative to hundrede tusind år og prægede udviklingen af vores mentale strukturer – selve vores natur.
Del:
