Det er en helt almindelig tirsdag morgen i august. Og så alligevel ikke. For lige præcis denne morgen, hvor uret nu viser 6.37, og børnene sover lidt endnu, skal et stort videnskabeligt eksperiment til at begynde i vores køkken.
Et eksperiment, der én gang for alle vil afgøre et af tidens store spørgsmål: Hvordan laver man egentlig den bedste havregrød til sine børn? Altså en, de faktisk gider at spise og ikke bare hælder på gulvet med et triumferende grin.
Det lyder i teorien så simpelt, så idiotsikkert: lidt gryn, lidt væske, lidt varme, hvad kan egentlig gå galt? Det korte svar er dog: sådan cirka alt. Og pludselig står man der igen med et nervøst smil og serverer en klæbrig eller slimet, udtørret eller smagløs masse for sine stakkels børn. En masse, som man kun af princip selv lige kan klemme ned.
Alligevel har spørgsmålet om den perfekte opskrift længe stået i skyggen af andre tilbagevendende kriser, der indfinder sig sådan en helt almindelig hverdagsmorgen: Så er der absolut intet af den fireåriges tøj, der dur. Så har den toårige fået fingrene i en lort i bleen. Så begynder de at slås med legoklodser. Eller biler. Eller bare næver. Så har skålene den forkerte farve. Så er det skeerne. Så vælter der en kop kaffe, og fars skjorte er i øvrigt grim, og han skal skifte den nu. For slet ikke at nævne den altid forestående seance med solcreme og tandbørstning eller værre endnu: flyverdragterne.
Der er altid en god undskyldning for at resignere og servere lige det, børnene skriger på: rosiner med mælk og havregryn. Dog helst uden de to sidstnævnte ingredienser.
MEN NU SKAL DET være slut. Det må kunne lykkes med den grød, og det er her, videnskaben kommer ind i billedet. Jeg har nemlig udtænkt et sindrigt eksperiment, hvor der kun ændres på to afgørende variabler – grynenes valsning og væskens karakter – mens alt andet holdes konstant.
Derfor står jeg nu her i køkkenet med i alt fire kasseroller og en kone, der sukker højt ved udsigten til morgenens opvask.
I den første kasserolle: en deciliter finvalsede havregryn, to en halv deciliter sødmælk, en knivspids salt for at give smag og et blus på middel varme, så grøden samler sig langsomt og hverken bliver tør eller slimet.
I den anden: samme valsning, men med en blanding af vand og sødmælk.
I den tredje: grovvalsede gryn og sødmælk.
I den fjerde: Ja, gæt engang.
Hvorfor – vil nogle måske indvende – er der ikke også en kasserolle kun med vand? Eller minimælk? Eller en af tidens »drikke« på mandler, havre, ris eller soja? Må børn overhovedet få salt? Er det økologisk? Og hvorfor skal grøden ikke varmes i en mikroovn?
Til det er der kun at sige: Lav Deres eget eksperiment. Jeg har kun fire blus og to små børn, der vågner lige om lidt, og der skal også dækkes bord, fire små skåle til hver, og nu sukker min kone endnu mere højlydt, men der er ingen vej udenom, intet eksperiment uden opvask.
»Vi skal også have fire skeer hver,« siger jeg, nærmest hviskende.
Og så bliver jeg reddet af børnene, de vågner og sætter sig til bords, juryen er ankommet, og jeg kan nærmest ikke være i mig selv af spænding. Jeg moser to bananer og hælder en fjerdedel i hver kasserolle for at køle grøden lidt ned og tilføje den sidste sødme. Så øser jeg op i skålene og forklarer grundigt reglerne som enhver seriøs videnskabsmand:
»I skal smage på alle fire, og så skal I sige, hvilken I bedst kan lide. Værsgo!«
Den yngste er hurtig, tager en stor bid fra den første skål – og stikker i et hyl.
»Den er alt for varm!« skriger han som en anden Guldlok, mens dampen står ud af munden på ham.
Jeg puster og puster og frygter et fejlslagent eksperiment, men den næste grød er heldigvis lige tilpas, og snart sidder vi alle fire og gumler løs.
»Den her er god,« siger den ældste.
»Det er den her også,« siger den yngste.
»Men den her er bedst,« siger min kone, og snart er vi alle enige om vinderen: grød nummer tre, den med grovvalsede havregryn og sødmælk, som slår de andre med længder i både tekstur og smag, og som – ganske usædvanligt – bliver spist helt op.
Det store eksperiment lykkedes!
Troede jeg. For allerede næste morgen er vi tilbage, hvor vi startede.
»Vi vil have rosiner,« råber begge børn, da vi endelig sætter os til bords efter et par obligatoriske tøjkriser.
»Med mælk og havregryn.«
Men måske kan I andre bruge resultatet til noget.
Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.
