Det er virkelig fint, hvordan Maveskind både er en roman om transkønnethed og samtidig en helt universel historie om, hvordan ung kærlighed former os, og hvordan det føles at gå fra hinanden i modvillig, uafvendelig slowmotion. Det transkønnede er hverken en tragedie eller en triumf, ikke en endestation i plottet, men simpelthen et livsvilkår, man må stå op om morgenen og være i verden med, en helt central del af historien, samtidig med at romanen også handler om alt muligt andet, der betyder noget for selvoptagede, overreflekterede, veluddannede unge mennesker, som er i deres følelsers vold.

Romanen er henlagt til 20ernes rørende livsfase, hvor man er så klog, kvik og belæst, at det næsten ikke er til at holde ud, og samtidig ikke ejer hverken livserfaring eller proportionssans. Man vil så gerne signalere seriøsitet, men i smug er livets største spørgsmål, om man får en kæreste. Og lov at beholde ham. Eller hende.