Anmeldelse: Vølvens vej – Ormehavet. Anne-Marie Vedsø Olesens næstsidste vølve-bog er mere end stilhed før Ragnarok. Det er syret, plotspændt klimakrise og kosmisk kinaskak.
Sæt dig ned, det her er min fortælling
Dette værk er helt uden for nummer: Anne-Marie Vedsø Olesen absolut egensindige nordisk-mytologiske sagakompleks i fem planlagte bind. Her bliver en vildtvoksende kosmologi skrevet frem, der både er ambitiøs i sin spirituelle og etiske dimension, og samtidig er det pureste plotstærke vold-og-sex-smadder, som hvis HBO havde produceret den danske oldtid.
Det fjerde bind, Ormehavet, begynder pædagogisk med en oversigt over de ni verdener, der er forbundet af det kosmiske livstræ, Yggdrasil: menneskenes Midgård, jætternes Jotunheim og så videre. Og afsluttes med en oversigt over det efterhånden eksplosivt knopskudte person- og gudegalleri. Gennem de første tre bøger har vi fulgt vor faste heltinde, vølven Snehild, som hvirvler gennem de ni verdener med stadig større selvkontrol og holder topmøder med den nordiske mytologis største hits.
Del:
