Sankta Louise

Det er en smuk sensommerdag, og blæsten rusker i trækronerne uden for Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro. Den fyldte kirke svajer også: Her er mange hundrede mennesker, som synger, græder, smiler. Her er blandede sociale lag, nogle ligner kunstnere og kulturelite, andre prinsesser fra Blokken, og en del, at de er på udgang. Det er bisættelsen af Louise Adrian, som var leder af Fangekoret, som nu tager plads midt i kirken og synger »Oh Happy Day« og deres egen version af »Hallelujah«. Det er langt fra skønsang, de brøler igennem. Stemningen tårner sig op. Så går en svigersøn i gang med en trompetsolo. Held og lykke med ikke at tude.

Efter ceremonien bliver kisten båret ud til en særlig budcykel, firmaet hedder Bededamerne, og det tager lang tid. Imens står en ung fyr med stenansigt og holder to romerlys i vejret, sådan nogle, man ser til fodboldoptøjer, røgen bølger højtideligt om ham. Kisten trækker et optog med sig, der får trafikken til at gå i stå. Regelmæssige brag fra kanonslag får det til at gibbe i den del af optoget, der ikke er vant til fyrværkeri som en del af sorgens formsprog. På vej mod Vestre Kirkegård går vi forbi Vestre Fængsel, vagterne står ude foran i uniform i dagens anledning. Da jeg ser op mod fængslet, kan jeg skimte hjerter i ruderne. Da jeg ser efter, er det indsatte, der står bag vinduerne og holder store kartonhjerter i vejret.