Supergruppeterapi

Lørdag aften står en meget fuld fuldmåne (en såkaldt supermåne) og lyser over den uendelige kø, der ser ud til at bestå af samtlige kvinder i København plus omtrent fire mænd, på vej ind på Betty Nansen Teatret.

I aften er der ikke skuespil, men noget kaldet Det store fællesskabsshow. Er det ikke det, alle længes efter? At føle sig forbundet, at være en del af store og små fællesskaber?

Tegneren Line Jensen er vært. Hun har en glimmerjakke på, der lyser hele teatersalen op som en diskokugle, mens hun sidder som Jørgen Clevin og tegner og taler os gennem aftenens program. Det føles som børnetime for voksne, en række forskellige gæster kommer på besøg på scenen, udgør et indslag, synger og fortæller, abstraktionerne er vilde og hyggelige.

Forfatteren Olga Ravn kommer forbi med sit speciale, »historisk viden om middelalderen og fjol«, hun hælder letmælk over en sten fundet på marken, en genopførelse af et gammelt ritual, og fortæller om magi og folketro, sfærernes musik, en musikalsk-kosmologisk teori fra 1600-tallet om, at universet er ordnet i skalaer og harmonier: hvert menneske er en node, men man skal forstå sig selv som en del af den store kosmiske akkord, altings musik, det helt store fællesskab.

Aftenens ramme er åben, det føles som prøvende, optimistisk gruppearbejde, publikum er også inviteret. I pausen kan vi skrive anonyme postkort om gode og dårlige fællesskaber, Line Jensen læser dem højt fra scenen. Komikeren Natasha Brock fortæller om at være vokset op som mormon. Som barn var hendes største ønske at se en engel, og engang i brusebadet troede hun, at nu var det nu, men så var det bare sæbe i øjet. Mere alvorligt har hun forladt det lille fællesskab, som var sikker på at have ret. Man kan savne fællesskabet i organiseret religion, men som hun siger: »Det, jeg savner mest, er ansvarsfralæggelsen« – kunstpause – »men der har jeg heldigvis fundet tarotkort.«

Tegneren Thomas Bugge fortæller overraskende om at have haft et stofmisbrug og afvænning i gruppeterapi. Han er sitrende og må tage sig til hovedet. Det kan aftenens løse ramme sagtens rumme, både salen og scenen er fuld af velvilje. Flere af de optrædende er lidt nervøse og rå – og rigtigt gode til at sige, at de er nervøse.

Undtagelsen er Annika Aakjær, som helt cool og jysk ruller ind på scenen og erklærer, at hun som enebarn og skilsmissebarn og solist er helt uegnet til at tale om fællesskab. I stedet synger hun en skøn omvending af Thomas Helmigs »Det er mig der står herude og banker på«, her fortalt fra kvindens synsvinkel. Det falder i god jord blandt kønsfordelingen i salen, en fryd at føle sig repræsenteret. Hvad bilder han sig egentlig ind? Forunderligt sømløst skrider Aakjær ud i en anekdote fra sin fars dødsleje, sygeplejersken har hjælpsomt slået en salmebog op på »Dejlig er jorden«. »Det er jo en julesalme,« indvender hun, men hendes fastre svarer, at den også tit synges til begravelser. »Fint nok,« medgiver Annika i anekdoten: »Men så skal vi også gå rundt om ham.«

Til sidst træder komponist Katrine Muff ind og leder hele salen igennem en flerstemmig Peter Sommer-sang, »Skønne spildte kræfter«. Line Jensen har skrevet teksten ned på store papstykker, men det er umuligt at nå at skifte dem ud i hurtigt nok tempo, så hele holdet plus nogle frivillige fra publikum må ind og assistere. Pludselig sidder man en aften og synger trestemmigt med en sal af fremmede, mens en improviseret Hvaffor en hånd-supergruppe står på scenen og svajer under paptekster om at længes efter drømme, som ikke kun er ens egne.