Hvornår har man sidst flirtet med nogen, spontant, befippet, men uimodståeligt, som om man var med i en film, Nora Ephron eller Richard Curtis havde skrevet? Engang – da jeg var i 20erne – skete det hele tiden. Jeg har engang bestilt nudler på Nørrebrogade med så strålende replikveksling med personen bag disken, at han hoppede over den for at spørge om mit nummer, da jeg var på vej videre. Jeg var der i øvrigt sammen med min daværende kæreste. Man må respektere risikovilligheden. Selv har jeg engang præsteret at score i en bus: Vi faldt i snak, og et par stoppesteder senere skulle jeg af. Skulle hun med?

Men nu? Ak, det eneste matte genskær af kurtisering, jeg oplever i den virkelige verden, er den kalkulerede mersalgsflirt i den del af servicebranchen, der har med udskænkning af ikkealkoholiske drikkevarer at gøre: unge veltrænede juicere med handelsskolefrisurer, der tager imod ens bestilling med indstuderet nærvær og intens, men blank øjenkontakt. Og de løber ikke efter en.

Måske er forklaringen bare, at jeg er blevet gammel (36), men jeg vælger at tro, at der er tale om et større paradigmeskifte. Det, jeg efterlyser, er ikke resultatorienteret flirt, vel at mærke, ikke en scoring, men flirt for flirtens skyld. Det er ikke kun mig, der savner det. Et nostalgitrip bygger sig op på de sociale medier. Pludselig er gamle romcoms moderne. Yngre generationer pisker et comeback op og deler filmklip fra de romantiske komediers storhedstid i 1990erne og 80erne. Jeg ved ikke, om de ser filmene, eller om det snarere er deres stemning, de marinerer i. Dengang verden var analog, og man mødtes på gaden og spildte kaffe på hinanden. Julia Roberts i Notting Hill. Meg Ryan i alt muligt. 

For nylig udsendte Politikens Poptillæg en temapodcast om klassikeren fra 1998, You’ve Got Mail, endnu et tegn på romcom-genrens popkulturelle tilbagekomst. Selv Bridget Jones bliver rehabiliteret af Generation Z. De nye romcom-nostalgikere dyrker en bestemt personlighedstype, den lidt distræte, charmerende heltinde, begavet, forpjusket, lige dele spids og sværmerisk. 

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

Hendes biotop er et kronisk efterår, og hun tramper ned ad gaden på vej til uforvarende at ramle ind i den mandlige hovedrolle (måske en lidt kantet mr. Darcy-type, fjern, men over tid omstillingsparat over for hendes charme). Dette kaldes, i genrens terminologi, et meet-cute: Når man mødes under ubelejlige, men charmerende omstændigheder, og tiltrækningen med ét er åbenlys og ens plottråde forbundne.

HVIS VI LIGE ser bort fra det chokerende i, at mennesker født efter 1998 har den frækhed at romantisere »gamle dage«, så giver fascinationen god mening. Den analoge verden er romantisk affortryllet. Hvem møder hinanden ude i virkeligheden længere? Tinder har fuldstændig strømlinet og digitaliseret romantikken. Datingapps har gjort det let og smertefrit at møde potentielle partnere: Vi har afstemt forventningerne på forhånd, afklaret, at vi leder efter noget romantisk. Så er det bare at gå på date og vurdere, om potentialet er der. Jeg kender nærmest ingen, der ikke har sammenlignet Tinder-dates med jobsamtaler.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Således er man fri fra den gamle verdens ubehagelige usikkerhed: Flirter vi nu? Er hun interesseret? Er jeg? Er det akavet? Er det akavet på en lidt skøn måde? Det paradoksale er, at når en flirt bliver entydigt bekræftet, ophæves den. Fordi flirten afhænger af et element af usikkerhed. Ambivalensen og spændingen forsvinder, når der ikke er en overhængende fare for et ansigtstab. Og når vi aldrig flirter, mister vi sproget for det. Af frygt for at sige noget forkert siger man hellere ingenting.

Paradoksalt nok handler den ikoniske romantiske komedie You’ve Got Mail netop om at flirte på nettet, dengang det var noget nyt og eksotisk: Internettet med stort I. Man var anonym, og filmens dynamik kommer af, at Tom Hanks og Meg Ryan er fjender i virkelighedens verden, men skriver åbenhjertige beskeder til hinanden i ly af chatrummets anonymitet. Nu er det meget bøvlet at opsøge romantik andre steder end på skærmene. Hugh Grant (om nogen et medlem af romcom-aristokratiet) har for nylig udtalt i et interview, at det er dødssygt at være på filmsets nu om dage: Ingen bliver fulde, ingen forelsker sig, alle sidder bare og kigger ned i deres telefoner.

Måske er det ikke kun datingapps, der har gjort os lidt mere ædru og forbeholdne over for flirten. Der er også hele MeToo-bølgen, som gjorde alle bevidste om magtstrukturer og grænser. Pludselig virker flirt risikabelt, hvad hvis man kommer til at overskride nogle? Engang mødte folk deres partner på arbejdspladsen. Det føles næsten suspekt nu: Må man det?

Det er blevet en fast juletradition at blive forarget over Love Actually med tilbagevirkende kraft. Med god grund. Det er lutter magtfulde mænd, der har affærer med deres underordnede, samt stalking forklædt som romantik. Så hvorfor har jeg stadig lyst til at se den? Til – sammen med de unge på internettet – at gense alle klassikerne? Det handler meget lidt om at flirte med sin chef. Det handler faktisk ganske lidt om romantik overhovedet (selvom det er dejligt at få røde kinder og mærke sit blodomløb et øjeblik). Men hvad handler det så om? Om drømmen om en gnist. Et brud med hverdagen. At stå i en supermarkedskø og møde et fortryllende menneske og nok især: selv være et fortryllende menneske. Simpelthen at transcendere tilværelsens forudsigelighed med sin karisma og talegaver. 

Det handler om replikker. At gøre sig umage. Man siger noget opfindsomt, selvudslettende og tilpas neurotisk, og alle elsker en. Det, jeg elsker ved filmene, om det er Fire bryllupper og en begravelse (1994) eller Challengers (2024), er ikke, når de kysser, men når de snakker. Replikkunsten, samspillet, en smule veloplagt fjendskab, næsten modvillig kemi, charmerende kejtet ærlighed, pingpong er kun et fattigt ord for Richard Curtis’ manusmagi og Luca Guadagninos højspændte kemiforsøg. Det er replikkerne, der er elektriske. Og urealistiske, selvfølgelig, for romantiske komedier er glansbilleder. Men de er inspirerende. 

Kan man stadig fortrylle noget? Når jeg bliver revet med af romcom-nostalgien, er det ikke, fordi jeg savner en kærlighedshistorie i mange akter. Det handler, i al uskyldighed, om første akt. Mødet. Opmærksomheden. At folk kigger op fra deres telefoner og anerkender hinandens flirtværdighed.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.