Ærligt talt ved jeg ikke, om det er et sprogfænomen, jeg elsker at hade eller hader, at jeg elsker. Men jeg ved, at jeg under alle omstændigheder føler stærkt for denne sociolekt og nødig vil undvære den i verden. Jeg kan mærke en forventningsfuld stigning i blodtrykket, når jeg nærmer mig en naturvinsforhandler. Jeg vil så utrolig gerne ind og tale med dem. Det er et helt særligt fagsprog, sommeliersk.

Det er så forrygende skabet. Jo mere floromvundet og splintret i nuancer, jo bedre. En fryd ved helt fnidret specificitet, denne vin er ikke bare frugtig, nej, den har en efterklang af nedfaldsabrikoser. Gerne tæt på noget lidt ækelt, som man skal forstå er lækkert – blot en antydning af vildkatteurin – og gerne ruralt i sit billedsprog: Denne vin smager af æselstald, af sadellæder, af mødding i morgentåge efter nattefrost. (Ordet sommelier ser ud til etymologisk enten at stamme fra det latinske ord for saddeltaske eller for »fører af trækdyr«, altså: dem, der har transporteret vinen, så for så vidt er staldromantikken berettiget).