Jeg havde næsten glemt min personlighedstest fra for år tilbage, og det tynde A4-ark viser sig at være blevet helt gult i kanterne. Det er dateret december 2009, og foroven står der med fede versaler NEO PI-R for Revised NEO Personality Inventory. 

Når jeg har hentet den frem fra gemmerne, skyldes det ikke en narcissistisk trang til selvfordybelse, men en ny undersøgelse lavet af den estiske psykolog René Mõttus. Hans fund er både fascinerende og lettere foruroligende. Med data fra flere end 20.000 mennesker viser han og et lille hold kolleger, at lykken er tæt forbundet til vores personlighedstræk. Så intimt er forholdet, at man med stor nøjagtighed kan forudsige et menneskes tilfredshed med livet ti år ud i fremtiden ved at give vedkommende en personlighedstest nu og her.