Fortælleren i Hella Joofs romandebut, Hvorfor er lykken, er en kvinde, som har forskanset sig på en ø, slået op med verden, brændt sine broer, der er kun en defekt trækfærge tilbage. Hun er eksistentielt grundtræt, forladt af mand, datter og hund, har været i overgangsalderen i 100 år og har et sted i begivenhedernes gang også fået brændt sin karriere ned. Og nu vil hun bare gerne være i fred, helst ville hun være en luftart.

»Må et menneske, som har sorteret sit skrald, bagt til forældremøder, stillet sin krop til rådighed for gud og hvermand og ikke belastet fællesskabet i nævneværdig grad, godt få en pause?« spørger fortælleren. Lige dette menneske er en ø, korrigerer hun barokdigteren John Donne. For selvom hun er slået omkuld og hverken kan eller vil komme op igen, kan hun i den grad rapportere dernedefra. Med vid, sprogligt overskud, humor. »Det er det gode ved sorg, den giver plads i bussen.«