Leder. Nødvendigheden af forsvarsministerens voldsomt indgribende nye lov er et symptom på en større trussel. Vi har mistet evnen til at bygge noget. Og til at beskytte os selv.
En selvpåført plage
NÅR det er påtrængende med den planlov, forsvarsminister Troels Lund Poulsen bebudede forleden, skyldes det indtrykket af en stadig mere gennemgribende offentlig træghed. Regeringer vedtager gerne nye store projekter, men det er blevet stedse mere umuligt at få dem bygget, og når det endelig sker, overskrides både tidsrammen og budgetterne ofte i eksorbitant grad. Tænk bare på de nye superhospitaler, som skulle løse et hav af problemer, og som er endt i enorme forsinkelser og fordyrelser. Eller den grandiose grønne omstilling, hvor vindmølleparker forsinkes eller forpurres for at sikre den kortnæbbede gås’ eller andre truede dyrs lokale eksistens.
INTET af dette er sket i ond mening, og hver lille bureaukratiske forhindring er opstablet med fornuftige, demokratiske argumenter. Den nye planlov handler udelukkende om Forsvaret, for også her vrimler det med absurde historier om for længst genåbne ammunitionsfabrikker, der ikke producerer ammunition; om skimlede kaserner, der ikke kan blive sat i stand, og om mosfyldte landingsbaner, der ikke kan blive renset. Alt sammen som følge af lokalplaner, klagegange, naturbeskyttelse og så videre. Vi har gjort det umuligt for os selv at få ting lavet, og i disse foruroligende år giver stilstanden akut åndenød. Derfor er det netop på forsvarsområdet, at regelværket nu skal kunne fejes til side. Kan loven misbruges? I høj grad, og det må forventes, at nødtilstanden vil skabe fejl og skandaler. Men det slentrende alternativ er blevet en trussel mod os selv. Det er en falliterklæring, at kun frygten for Putin kan få politikerne til at gentænke, om vi har indrettet et samfund, som gør os ude af stand til at beskytte eller forny os selv.
Del: