ER man på jagt efter at forstå, hvad Dansk Folkeparti præcis mener med begrebet remigration, har de seneste par uger været mere forvirrende end oplysende. Det begyndte ellers godt. Morten Messerschmidt kunne i en samtale med Weekendavisens Christian Bennike i forrige uge oplyse, at »et sted mellem 50.000 og 100.000« ikke »skal være i Danmark på danskernes forsørgelse«. Han lovede også, at han vil indrette »et Kærshovedgård med lås på eller et udrejsecenter« til alle, han mente burde forvises. Man skulle tro, at retsstatsloyale borgerlige politikere, som DF hævder at være en del af, ville tage anstød af udsagn, der kræver deportation af titusindvis af mennesker, og som vil fratage et hav af statsborgerskaber med bagudrettet kraft. Men ingen i blå blok fandt anledning til at hæve røsten. Ikke særligt højt i hvert tilfælde. Vil man være venlig, kunne man sige, at de ikke nåede det, før det var for sent.

MESSERSCHMIDTS position i denne uge indkapsles således bedst under det mindre hæderværdige ord retræte, skønt hans tilbagetog er sket i ly af en sky af harme over pressens og politikernes angivelige løgne. Han har ligefrem lagt sag an mod Martin Lidegaard, fordi De Radikales politiske leder under et debatmøde sagde, at DF vil »internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve«. Det er »løgn«, fastslog Messerschmidt, at »vi vil oprette interneringslejre ud fra folks hudfarve«. Jo, DF-formanden har sandt nok aldrig talt om hudfarve, men for en politiker, der ønsker racismeparagraffen afskaffet, er det sølle at bruge retsstatens tid og ressourcer på at lukke munden på en politisk modstander.