EUROPA har et ytringsfrihedsproblem. Det var J.D. Vances budskab i München i februar. Den amerikanske vicepræsident blev verfet af med en opfordring om at feje for egen dør – hans regering har krævet studerende deporteret som følge af deres holdninger og trukket medier i retten. Men i maj gav britiske The Economist, blandt klodens mere distingverede tidsskrifter, ham medhold. Man kan godt både være en hykler og have ret, forklarede magasinet i sin leder.

ER USA begunstiget med klodens mest vidtrækkende ytringsfrihedslov, er vi i Europa mere ømskindede. Det kan undre, al den stund at oplysningstiden blev til på kontinentet. Gennem århundreders krige og undertrykkelse var læren, at der går en direkte linje mellem fred, demokrati og talefrihed. Statens vigtigste funktion er derfor at bygge en mur om individets ret til at ytre sig frit. Men den mur er begyndt at erodere, gerne under henvisning til det dubiøse udtryk »hadtale«. Dette gummibegreb har selv Amnesty i år ført kampagne for at få regeringer til at forbyde, skønt man skulle tro, at organisationens mission måtte være at kæmpe for det modsatte, for ytringsfriheden. Desværre sparker Amnesty åbne døre ind. Europæiske regeringer definerer stadig mere nidkært, hvilke udsagn man føler sig berettiget til at forfølge i offentlighedens tjeneste.