Leder. »Han, som redder landet, bryder ingen love,« har Trump udtalt. Den holdning møder påfaldende fattig modstand blandt vælgerne, i præsidentens eget parti og hos oppositionen. Det ender ikke godt.
Undtagelsesmennesket
DEN retsstat, som er forudsætningen for de liberale demokratier, hviler på et dybt unaturligt princip: Vi skal tilstå dem, der byder os mest imod, de samme love, vi selv underkaster os. Amerikanske film har ofte dyrket dette syreholdige forhold mellem de regler, politikere vedtager, og den lov, en utålmodig enspænder tager i sine egne hænder. Tænk bare på den nyligt afdøde stærke karakterskuespiller Gene Hackman i Alan Parkers film Mississippi Burning fra 1988. Tre borgerrettighedsaktivister er i 1964 blevet myrdet i det racistiske Syden. FBI sender to agenter til Mississippi for at finde morderne. Den ene, spillet af Willem Dafoe, holder fast i direktiverne og kommer ingen vegne. Den anden, Gene Hackman, tager egne midler i brug. Han ser, at alle dækker over hinanden og tæsker tilståelsen ud af de skyldige klanmedlemmer.
OPSTEMTE er alle naturligvis over, at retfærdigheden sker fyldest. Vi glemmer velvilligt, at fremgangsmåden ikke helt foregik efter bogen. Det er derfor ingen ny vej, Donald Trump og hans følge slår ind på, når det gælder de tilsyneladende velkoordinerede angreb på det amerikanske retssystem, vi nærmest på daglig basis oplever. Men pointen i de amerikanske film har altid været, at retsstaten genopstår til slut, som vandet, der samler sig over den sten, der har gennembrudt overfladen. Den utilpassede afviger, der arbejder i retfærdighedens tjeneste, er retsstatens undtagelsesmenneske, nødvendig og forstødt. Det nye er, at det er præsidenten selv, som kaster stenen. Den antiautoritære revolte ledes af en autoritær præsident, der ser sig selv som loven og den nye orden. Eller snarere: uorden.
Del:
