Kommentar. Både Ahoo Daryaei og Inas Hamdan fortjener vores beundring og opbakning. Men der er tilsyneladende forskel på de to kvinder.
Je suis nogle mere end andre
Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.
Sidste lørdag ankom den iranske ph.d.-studerende i fransk litteratur, Ahoo Daryaei, til sit universitet i Teheran. Der fik hun angiveligt at vide af det iranske moralpoliti, at hendes tørklæde ikke sad, som det skulle, og i protest tog hun sit tøj af og spankulerede rundt på universitetets område kun iført trusser og bh og stædigt foldede arme. Optrinnet blev filmet fra et vindue, og det er ikke usandsynligt, at det er det sidste, vi ser til den 30-årige mor til to; lige siden er hun nemlig blevet tilbageholdt af regimet med den begrundelse, at hun lider af mentale problemer.
Optagelsen er gået viralt og med god grund. Ahoo Daryaeis fandenivoldske manifestation mod det iranske præstestyres tyranni minder os om den 22-årige kurdisk-iranske kvinde ved navn Mahsa Jina Amini, som også blev anholdt af det iranske moralpoliti i 2022 – angiveligt for ikke at have tildækket sit hår i tilstrækkelig grad – og senere døde i deres varetægt. Dengang førte det til voldsomme demonstrationer over hele landet: Unge iranere gik på gaden og råbte slagord, mens de kvindelige demonstranter fjernede deres hovedtørklæder. Ifølge den norske menneskerettighedsinstitution Iran Human Rights blev 537 demonstranter i denne periode dræbt, mens op til 20.000 blev anholdt.
At vi her i Danmark fuldkommen spontant og oprigtigt støtter modige og frihedselskende individer som Ahoo Daryaei understreges på de sociale medier, som disse dage flyder over med visuelle repræsentationer af hende. For at understrege den manglende søstersolidaritet, som tilsyneladende hersker i den islamiske republik, fremstilles den unge kvinde som regel i farverig kontrast til hendes kvindelige medstuderende, som skyndte sig forbi hende på sikker afstand og i øvrigt beskyttet af den sorte islamiske chador. Men det er altså ikke kun i Iran, at der er problemer med solidariteten.

I avisen denne uge bringer vi et interview med den svenske journalist Inas Hamdan. Den syriskfødte kvinde med palæstinensisk baggrund fik sidste år Stora Journalistpriset, Sveriges pendant til Cavlingprisen. Og denne uge modtog hun så Elsa-prisen 2024, som uddeles af Den svenske komité mod antisemitisme. Inas Hamdan har blandt andet afsløret, hvordan nyhedskanalen Al Jazeera deltog i en desinformationskampagne rettet mod Sverige. Senest har hun skrevet om den voksende antisemitisme og støtte til terror i Sverige siden 7. Oktober. Hendes dækning af slogans, der blev råbt på arabisk til svenske propalæstinensiske demonstrationer, førte i sommer til, at omkring 50 demonstranter samlede sig foran hendes lejlighed og råbte kritiske slagord mod hende – blandt andet en opfordring til, at hun skal stoppe sin dækning. Truslerne rettet mod Inas Hamdam er urimeligt mange, alligevel fortsætter hun ufortrødent sit journalistiske arbejde.
Hvorfor gør hun det?
»Det lyder måske som en kliché, men jeg føler mig virkelig drevet af demokratiet. Det er fantastisk, at vi har demokratisk frihed, og det er noget, vi skal forsvare til det sidste. Demokrati er ikke noget, vi praktiserer hvert fjerde år, men en daglig opgave,« forklarer hun i interviewet. Og det forpligter os andre. For i modsætning til Ahoo Daryaei, som er prisgivet det iranske regime, så lever Inas Hamdan lige her iblandt os. At støtte hende og andre folk med muslimsk baggrund, som tør kaste sig ud i kritik af sit bagland i forsvar for demokratiske principper, er det mindste, vi andre kan gøre. Hvis vi støtter Ahoo Daryaei, må vi også støtte Inas Hamdan.
Del:



