Fra Merz til Melania

FØRSTEDAMEN har sjældent gjort sig bemærket for meget andet end sin udsøgte stil; eksempelvis den skarpkantede dybblå hat, hun bar ved sin mands indsættelse i januar. Den kastede en skygge for hendes øjne og lignede en blanding mellem en kage fra det habsburgske rige og et mordvåben. I denne uge kom Donald Trump måske uforvarende alligevel til at afsløre, hvor Melania Trump står i Europas mest blodige strid. Det er ikke samme sted, hendes mand står. Eller har stået.

ER det krigen i Ukraine, der er tale om, var det præsidenten selv, der fik antydet, hvilket regime der i særlig grad er genstand for Melanias syrlige blik. I mandags fortalte han: »Jeg kommer hjem, jeg fortæller førstedamen: ‘Jeg har talt med Vladimir i dag, vi havde en vidunderlig samtale.’ Og hun siger: ‘Virkelig? Endnu en by er netop blevet ramt.’« Hvad er der sket? I foråret syntes Trump klar til at falde Putin om halsen. Dengang anklagede han den ukrainske præsident for at have startet krigen, kaldte ham diktator og bebudede et stop for al militær støtte. Nu lover han flere våben til Ukraine og truer Rusland med svære økonomiske sanktioner, hvis ikke den russiske præsident inden for de næste 50 dage lægger an til at afslutte krigen. Det er i sagens natur vanskeligt at vide, om Melania egentlig har nogen indvirkning på sin mands tøvende sindelagsskifte. Men hun har tidligere beskrevet den russiske invasion som »hjerteknusende« og »grufuld«, og at hendes »tanker og bønner var hos det ukrainske folk«. Og det er en kendt sag, at præsidenten har det med at lade sig påvirke af den, han senest har talt med.

EUROPAS ledere bør derfor sende en venlig tanke til denne slovenske kvinde, som er født i det tidligere Jugoslavien, taler slovensk til sin søn, Barron, og har sikret, at de begge bærer et slovensk pas. Man kan jo få brug for en exitstrategi. Måske påvirkes hun ligefrem af stemningen i hjemlandet, der hører til blandt EUs mest ruslandskritiske lande. Det hører med til billedet, at andre europæiske topfolk også har gjort deres for at indynde sig hos den amerikanske præsident. Finlands præsident, Alexander Stubb, fik angiveligt mildnet Trumps syn på sagen, da det lykkedes ham at spille golf med ham i Florida, men den mest effektive Trump-hvisker har Tysklands nye kansler, Friedrich Merz, nok været. Ifølge kilder tæt på kansleren har han et langt bedre forhold til præsidenten end forgængerne. Han har siden sit besøg i Det Hvide Hus 5. juni talt med Trump stort set hver uge.

ALLIEREDE i forsvaret for den vestlige verden kan man, ligegyldigt hvem der har overtalt Trump, nok endnu ikke helt kalde Europa og USA. Dertil er forholdet stadig for anstrengt, ikke mindst som følge af Trumps fortsatte imperiale ambitioner i Grønland. Desuden har Det Hvide Hus givet Putin ekstra 50 dage til at smadre ukrainske storbyer med hundredvis af daglige droneangreb. Hvorfor Trump skal være så lang tid om at indse, hvad hans hustru har forstået i årevis, er ikke til at blive klog på. Men uanset hvad er omsvinget en stille triumf for europæisk diplomati både i og uden for Det Hvide Hus. Så må vi tage med, at den skrøbelige forbrødring også handler om, at de tyske statskasser, efter at Merz kom til, står på vid gab for indkøb af amerikansk isenkram, og at NATO-landene har indvilget i at bruge fem procent af deres BNP på forsvarsudgifter. Det var aldrig sket, hvis ikke Trump havde rystet europæerne med sin skødesløshed. Han er næppe blind for den fortjeneste, hans egen militærindustri kan få, når europæiske lande køber amerikanske våben og giver dem videre til Ukraine – også gerne ved hæderværdig dansk mellemkomst, som det fremgår af Andrey Kazankovs reportage. Vi må lære at leve med, at der er sat en tårnhøj pris på fremtidens amerikanske troskab. kw

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.