Qatarstrofen

HØRER man til dem, der har været imponeret over Qatars evne til at bestikke alt og alle, virker tirsdagens israelske angreb på Hamas-toppen i hovedstaden Doha som et vendepunkt. Måske har det lille lands globale smøreri alligevel nået sin grænse. Man må sige, at metoden indtil nu har skaffet indflydelse i stænger. Naturgasnationen, fire gange mindre end Danmark og med blot 300.000 indbyggere, har ifølge det amerikanske netmedie The Free Press brugt over 100 milliarder dollar det seneste årti på at påvirke amerikansk politik. Monarkiet har foræret Donald Trump en jumbojet, forgyldt adskillige fra præsidentens nærmeste stab og givet flere midler til USAs universiteter end noget andet land. Man blødgjorte tillige FIFAs bosser, så VM i fodbold kunne afholdes i ørkenstaten i 2022, købte Europas bedste fodboldhold og overtog mange af Londons fornemmeste bygninger. Samtidig har man på tv-kanalen Al Jazeera spredt Hamas-propaganda til næsten en halv milliard seere i over 150 lande. I den forstand kan man ikke sige, at emiren har stukket sine sympatier under stolen. Han har rullet den røde løber ud for Det Muslimske Broderskabs mest forstokkede ideologer og trakteret Taleban med et fornemt diplomatisk kontor i Doha. Den astronomiske rummelighed har især afsløret sig ved, at halvøen ved Den Persiske Golf både har huset Mellemøstens største amerikanske militærbase og Hamas’ luksuriøst beværtede ledelse. Det lille land har haft et overordentligt stort telt.

QATARS favntag omsluttede ovenikøbet den israelske premierminister, som i lang tid fik arrangeret, at emiren sendte milliarder til Hamas i Gaza. Det var dengang, Benjamin Netanyahu troede, at penge kunne pacificere den islamiske bevægelse og splitte palæstinenserne. Hvad Hamas brugte rigdommen til, ved vi alle. Alligevel lykkedes det for Qatar efter Hamas’ terrorangreb at placere sig i mæglerens rolle, når der sidenhen skulle forhandles om gidsler og våbenhvile. Det var på trods af, at enhver kunne se, hvem styrets sympati lå hos. Men skønt Israel likviderede Hamas- og Hizbollah-ledere i flere andre lande, levede Qatars emir i den vildfarelse, at hans amerikanske base omgav nationen med et psykologisk iron dome. Den dyrekøbte følelse af usårlighed bristede i tirsdags.

DOBBELTSPIL for milliarder skaffede kort sagt magt, men ikke sikkerhed. Og det er næppe nogen stor trøst, at angrebet sandsynligvis mislykkedes. Qatar kan heller ikke varme sig ved, at Golfstaterne, der ellers har været Israel venligt stemt, nok vil vende sig i foragt; at Israel vil blive yderligere isoleret, og at den israelske regering sandsynligvis har gjort det umuligt at få gidslerne frigivet. Det blev fatalt, da både israelerne og amerikanerne fornemmede, at styret aldrig rigtig lagde afgørende pres på sine palæstinensiske gæster. Et lige så stort chok for sheikerne som selve angrebet er derfor, at Trump lader til at have sanktioneret det.

ENDELIG er tålmodigheden med Qatars taskenspilleri sluppet op. Eller er det blot et fromt håb? Mon ikke aktivister stadig hellere vil vælte ryttere omkuld under Vueltaen i protest mod et israelskstøttet cykelhold end buhe ad Qatars parisiske fodboldmilliardærer i PSG? De tusinder af rettighedsløse migrantarbejdere, som omkom under den nådesløse sol i Qatar, mens de op til VM byggede stadioner, hoteller og motorveje, opnåede aldrig samme vestlige broderskab. Og lad os se, om ikke også USA og Qatar vil formå at klinke skårene. I magtfulde kredse ønsker man næppe at forpurre den lønsomme forbindelse.

OP går det nu alligevel ikke længere. Selvom Hamas’ ledere skulle have overlevet angrebet, vil de være fredløse også i Qatar, som for længst burde have udleveret dem til en international domstol. Der er en vis retfærdighed i, at de heller ingen sikker havn har i Doha længere. Qatars hykleri blev udstillet med et brag. kw