Leder. Den største hindring for at behandle sårede børn fra Gaza i Danmark er det internationale asylsystem. Vi bør hjælpe alligevel.
Asylreglernes amoral
HJÆLP de livstruede børn fra Gaza. Det har været opfordringen fra venstrefløjen, at Danmark behandler et ukendt antal af de mange tusinde børn, der er blevet såret i de forfærdende kampe. Verdenssundhedsorganisationen WHO har også tryglet vestlige lande om assistance. Men regeringen afviser stejlt kravet.
DE palæstinensiske børn vil ikke kunne sendes tilbage til Gaza, når de er behandlet, forklarer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Det internationale asylsystem giver dem ret til at søge opholdstilladelse, og får de det, følger familien med. Løkke minder om historien om 1992, hvor over 300 palæstinensere, som havde fået afslag på asyl, gennem aktioner som kirkebesættelser udvirkede en særlov, der sikrede dem ophold. Socialdemokratiet, Radikale og SF havde flertal uden om regeringen. De palæstinensere er ikke ligefrem gledet gnidningsfrit ind i det danske samfund. Omkring halvdelen er blevet dømt for kriminalitet, og det store flertal er på overførselsindkomst. I Socialdemokratiet ser man tilbage på den særlov med fortrydelse.

SÅREDE børn fra Gaza er i en horribel situation. De kan ikke flygte. Egypten kunne ikke drømme om at åbne grænsen. Hamas søger dække blandt dem, og israelerne er villige til at dræbe utallige civile, hvis de kan ramme blot én terrorist. Statsminister Mette Frederiksen mener, at de bør behandles i nærområdet, men palæstinensere er uvelkomne i den arabiske verden. De er uønskede overalt.
BØRN fra Gaza behandles nu i Norge, Italien, Frankrig, Belgien, Schweiz og Spanien, omend blot et meget begrænset, symbolsk antal. Også i de lande er man bevidst om udfordringen med flygtninge, der ender med at blive, og et asylsystem, der gør det umuligt at hjælpe dem, der har mest brug for det.
ALLIGEVEL bør Danmark i lighed med andre lande naturligvis tage imod et antal sårede børn. Vi må have medfølelse nok til at kunne se ud over vores egne elendige erfaringer og stålsatte principper. Men det er symptomatisk, at selv SFs formand, Pia Olsen Dyhr, taler om sølle fem-ti patienter. Hun ved, at asylsystemets rigide love gør det politisk uoverskueligt at hjælpe flere. Sagen viser tydeligt, hvor destruktive asylreglerne er blevet. De står i vejen for at gøre det menneskelige og moralsk rigtige. kw
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
Del: