En feminin trang 

Jeg har begået mit mest voksne træk i mit hidtil 28 år lange liv. Sammen med min kæreste har jeg skrevet under på en købsaftale. Vi har købt vores første lejlighed.

For nylig skulle vi derfor til møde med banken. Den der form for majet spændende møde, hvor ens bankdame, efter at have gennemgået samtlige ens tvivlsomme køb i 7-Eleven, skal godkende den pris, man netop har forvisset sin ejendomsmægler om vil være no problemo.

Af samme årsag havde jeg forinden givet min kæreste en ordentlig røffel for at komme anstigende til mødet direkte fra træning, i sportstøj. Eller som jeg vist formulerede det: for at gamble med vores fremtid.

Jeg har styr på det, sagde min kæreste, og jaja, bevares, mødet foregik online, som han pointerede – han kunne for så vidt være gået bundløs, og rådgiveren ville ikke have anet det. Men selv var jeg, som en stærk kvinde, naturligvis trukket i magtblazeren og stram Mette Frederiksen-knold. Nu skulle der lånes penge.

Efter et par indledende øvelser udi kunsten at banksmalltalke bevægede vi os mod substansen. Bankdamen snakkede løs, klikkede frem og tilbage på skærmen mellem grafer over renteforskelle, månedlige udgifter, noget med afdrag.

Og det var, da snakken blev konkret, at der pludselig skete noget. Hun gik fra at snakke til os – til at henvende sig direkte til min kæreste. »Nå,« sagde hun, fulgte efter med hans navn, så man ikke kunne være i tvivl om modtageren. »Hvilken låntype påtænker I, det skal være?«

Havde vi været karakterer i en tegneserie, kunne man have afbildet mig med pludselig ild i håret og sort, forurettet røg skumlende ud af ørerne.

For hvad i den lede langemand til ligestillingen? Antog hun bare, at det er manden i forholdet, der bestemmer den slags? 1950erne har ringet, de vil have deres illusion tilbage!

Min indre kampkvinde var vågnet til dåd, hun fattede våben: Det skal den neandertaler få betalt, opgejlede hun: Kom så, Laura, fabrikér et skarpt svar om dine mange strategiske lånrefleksioner, vis den bankdame, hvor (penge)skabet skal stå. Kom nu, you got this, girl.

Girl! Girl?

Der kom ikke et ord ud over mine læber. For det var her, at jeg indså: Jeg var – inderst inde – ekstremt lettet over, at det ikke var mig, der havde fået det spørgsmål. Principielt imod, klart. Men i praksis: Tak, gud. For sandheden er, at jeg ikke ville have anet, hvad jeg skulle svare. At jeg, en ung kvinde med idealer om ligestilling og moderne kønsroller – og som til enhver tid vil stå hårdt på, at kvinder skal gøre sig økonomisk uafhængige af deres partnere og sætte sig grundigt ind i økonomi – i processen mod mit første boligkøb var endt med at gøre præcis det modsatte: Jeg havde kastet samtlige principper ombord og efterladt det finansielle overblik fuldstændig hos min partner.

Måske var der faktisk en – kunne vi for min stoltheds skyld sige lille? – sandsynlighed for, at bankdamen ikke henvendte sig til min kæreste, fordi hun var i lommen på patriarkatet. Måske var den grimme sandhed, at hun faktisk spurgte ham, fordi han var den af os, der ikke så gravide damer for sit indre blik, når hun sagde ordet »termin«.

DER ER SKET noget mærkværdigt med mig og min partner i den periode, hvor vi har kigget på lejlighed: Vi er gået hen og er blevet en smule traditionelle. Mens han som det naturligste har udviklet sig til en omvandrende lommeregner, et bankmonster, simpelthen, er jeg blevet ramt af en anden kraft så stærk, at jeg ikke har set mig i stand til at kæmpe imod den: en feminin drift til at indrette det perfekte hjem.

Her taler jeg ikke om lige at diskutere sofaens retning over aftensmaden. Jeg taler om at hænge planløsninger op på væggen. Fortabe sig i paneler og farvekoder. Gennemtrawle DBA i månedsvis efter det helt optimale bord til min vision om fremtidens mange langbordsmiddage – hvor jeg naturligvis står i køkkenet.

Den feminine trang til at åbne stilinspirationsappen Pinterest og scrolle gennem et nyt hjørne af blå dørkarme og lyse karnapper. Kan gule gardiner egentlig være en personlighed?

Det er travlt arbejde, må forstås. Og ærligt: Hvordan skulle jeg nogensinde kunne nå mentalt at indrette de utallige (økonomisk uopnåelige) lejligheder inde på Boligsiden ned til mindste detalje, hvis jeg også skulle bruge tid på låntyper og renteudsigter?

Pludselig har jeg aldrig været mere sikker på noget end på, at lykken findes i et snedkereret egetræsskab med indbygget alkove. Jeg ved allerede præcis, hvordan det skal se ud, og hvem der skal bygge det. Hvordan vi så skal finansiere projektet? Ikke længere min afdeling. Det må være min kærestes problem.

DET ER JO slemt nok, synes jeg principielt, at vi på den måde har overgivet os til de kønnede roller i den forstand, at vi hver især har teten på et område. Men hvad værre er: Når han, (faktisk lige lovlig) ofte, vover en fod ind på mit felt, foreslår at male køkkenet blåt eksempelvis, ser jeg pludselig mig selv smile overbærende – for dernæst at lede samtalen hen på noget andet. Mine øjne siger: »Det er sødt, du prøver, skat, men pas lige dit eget domæne. Indretningen er mit.« Det er jo bare første helt tydelige skridt mod, at jeg ikke kommer til at afgive så meget som én dag af »min« barsel, den dag det måtte blive relevant. Gys. Hvem er det, jeg er blevet til?

Mine veninder siger ro på, kvinde: De mener ikke, at min hyperbesættelse af lysindfald og køkkengreb handler om køn, men at den kan være udtryk for en tendens, man i tiden ser hos mange i min generation: Man fokuserer stramt på det nære, skruer ned for nyhederne i forsøget på at skærme sig mod verdens tiltagende trusler og vanvittige præsidenter.

Men den beskrivelse passer bare ikke rigtig på en nyhedsslugende journalist som mig. Jeg vil altid have et behov for at følge nøje med i Trumps nye toldsatser. Bare ikke i mine egne rentesatser. 

Men kan man overhovedet kalde sig en moderne, ligestillingsbevidst kvinde, hvis man i store træk har overladt følingen med finanserne til sin partner?

Jeg kan efterhånden ikke se i en retning uden at støde ind i et foredrag om feministisk økonomi, en artikel, der minder mig om, hvad der sker med kvinder, der ikke har forholdt sig til deres privatøkonomi den dag, de måtte stå i en skilsmisse. Min farmor har altid lært mig vigtigheden af som kvinde »at kunne sine kroner og øre«. Jeg ved, at det er et galt spor, jeg er på vej ned ad. Og derfor har jeg også tænkt mig at sætte mig ned og forstå det hele. Alt om økonomi. Nu. Eller ... 

Jeg var faktisk lige på vej et smut ned i butikken med de gule gardiner. 

I morgen. Jeg lærer det i morgen. 

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.