Farvel til boligmillionerne

At være helt vildt dårlig til boligmarkedet er tilsyneladende noget, der kan gå i arv. I hvert fald er min far den absolut eneste boomer, jeg kender, der har tabt penge på at eje en lejlighed i hovedstadsområdet. Det skete i 1980erne, da han i forbindelse med sin skilsmisse måtte falbyde sin lejlighed på Frederiksberg. På Frederiksberg. Hvilke forældrekøb kunne det ikke være blevet til? Hvis han blot havde holdt fast i sin investering og ikke flyttet i hus i Stenstrup – min barndomsby, der indædt har modstået stigende boligpriser i snart 50 år.

Men selvom jeg igennem hele min ungdom har set mere eller mindre misundeligt til, mens veninder og venner har fået en hjælpende hånd til boligkøbet fra købestærke(re) forældre, har jeg ikke taget ved lære af min fars manglende sans for forretning: Min partner og jeg købte et hus uden for København lige før jul og meldte os dermed endegyldigt ud af hovedstadens boliglotteri – vi nåede end ikke at få lodder.

Det burde ikke betyde noget. Alt, der burde betyde noget, er, at vi har fundet et hjem – et fint lille hus med plads til høns, som to slatne økonomier faktisk kan betale.

Dette synes dog ikke at være den fremherskende tilgang til at købe bolig. Jeg fattede mistanke allerede under boligsøgningen: Den ene ejendomsmægler efter den anden kunne ikke skjule sin forbløffelse, når vi sagde, at vi sådan set bare kiggede efter et hus at blive gamle i, så gevinsten ved et salg var underordnet. »Hvor usædvanligt,« sagde én. »Hvor forfriskende,« sagde en anden. Jeg tror også, at de alle tænkte variationer af: »Hvor håbløst naivt.«

Nu er jeg begyndt at bemærke spekulation overalt. Under en morgenmad på et hotel i Indre By siger en veninde, at selvom hun og hendes familie har talt meget om Roskilde, er de nok ikke klar til at vinke farvel til muligheden for at blive boligmillionærer på det niveau, som man kun kan blive det i hovedstaden. Til en middag på Frederiksberg snakker en anden veninde om at flytte til Valby, selvom hun ikke kan lide Valby, men prisudviklingen er så lovende. En tredje veninde kommenterer, hvor dejligt det må være at bo og arbejde langt fra de store byer, så man bare kan købe det, man havde lyst til.

AT ET HJEM – særligt i byen – også er et investeringsobjekt, er naturligvis ikke en ny ting: Første gang jeg blev opmærksom på, at der findes noget mere lønsomt end lønarbejde, var til en frokost på den radiostation, hvor jeg var praktikant for små ti år siden. En morgenvært fortalte, at han i forbindelse med salget af sin lejlighed – vistnok på Vesterbro – havde regnet ud, at han havde tjent flere penge på at sidde i sin lejlighed i de par år, han havde ejet den, end han havde tjent på at tage på arbejde i samme periode.

Jeg tror, jeg kan huske episoden, fordi morgenværten selv virkede en smule benovet – hvad havde han gjort for at gøre sig fortjent til denne gevinst? Men også fordi jeg lige var flyttet til København fra Aarhus, og jeg var i gang med at danne mig et indtryk af min nye by.

Ideen om den store jackpot viste sig at være mere kendetegnende for København, end jeg for alvor har orket at begribe i de ti år, hvor jeg er flyttet fra fremleje til fremleje og fra klubværelse til klubværelse. I stedet har jeg nærmere bare fornemmet den ulighed, der sidder i murstenene og mørtlen, og som – mere end job, løn eller flittighed – har gjort folks lykke. Lykken indfinder sig ikke først ved salg, men også når Airbnb-udlejning giver startkapital til at gå selvstændig, når bekymringerne er blevet mindre, og tid er blevet frigivet: Når ens tid til at studere ikke længere skal deles mellem studier og gennemtrawling boligannoncer, anskaffelse af flyttekasser, finansiering af dobbelt husleje, fordi det ene lejemål sjældent kan overtages præcis, når det andet slutter.

Og så videre og så videre.

Nu kan jeg lyde bitter over min tidligere og forestående fattigdom, men det er jeg faktisk ikke. Fordi jeg virkelig er en lige så stor idiot til penge som min far, kan jeg godt oparbejde en lille kontrær glæde ved ikke at indordne mig det system, der er boligmarkedet. Når herskeren er lunefuld, belønner efter tilfældige principper, lader taberne tabe så uendeligt stort sammenlignet med vinderne og ovenikøbet har et godt øje til Valby, så hellere melde sig ud på forhånd.

Lotto er jo også stadig en mulighed.