Erindringen næres af ting

Min søster har en årelang forkærlighed for ordet »åbenbaring«. Således kan det åbenbare sig for hende, hvad hun skal iklæde sig om morgenen, eller hvad hun skal spise til aftensmad. Så siger hun »jeg får en åbenbaring«, og så er åbenbaringen musaka eller et par fleecebukser.

Selv er jeg mere forbeholden over for at tage ordet i min mund. Derfor tøver jeg også med at kalde det, jeg oplevede i julen, en åbenbaring, men måske har jeg alligevel haft en lille en af slagsen.

Min far havde fundet gamle fotoalbum frem, fordi han selv er blevet gammel. Et af fotografierne forestillede min søsters strittende babykrop, men det, som fangede min opmærksomhed, var noget i baggrunden. En glasskål, som stod og tronede i kulissen i al sin anonymitet.

Glasskålen er sådan en skål, man anskaffer sig akut, fordi behovet for en glasskål kan opstå akut. Den lever – eller bør leve – på lånt tid i hjemmet. Det er en skål, der vikarierer, indtil man finder den skål, man virkelig gik og drømte om.

Det, som glasskålen åbenbarede, var dette: Ikke bare skålen, men store dele af min barndoms baggrundstæppe stammer fra de år, hvor mine forældre var nybagte forældre, og fotografierne fortalte en historie om lutter midlertidige løsninger. Picasso-plakaten, der forestiller et maleri af sønnen Paul i harlekinkostume, var sandsynligvis anskaffet, for at væggene ikke skulle være nøgne, indtil mere velovervejede værker kunne komme op at hænge. Den ferskenfarvede lampe i keramik forekommer at være et forhastet ILVA-køb, fordi lys kan man ikke rigtig klare sig uden i længere tid ad gangen.

Fælles for alle disse genstande er naturligvis, at de har klaret lige over 40 år som midlertidige løsninger, og fordi min mor var sentimental, og min far er vægelsindet, begriber jeg nok, hvad der er fat: Som årene er gået, har min mor dårligere og dårligere nænnet at smide genstandene ud, fordi de nu var memorabilia. Åh, det var den tid med spædbarnet.

GRUNDEN TIL, at jeg føler mig sikker på min forklaring, er, at jeg er på samme måde. Det er snart mange år siden, at jeg kunne lide min forvoksede natbordslampe, der ligner noget fra et klunkehjem, og det er også mange år siden, at den gule skærm fik sin brune plet, der henviste den til en tilværelse i hjørnet, men fordi min afdøde mor gav mig den, da jeg var teenager, har jeg ikke for alvor set det som en mulighed at skille mig af med den. På samme måde har jeg levet med den udstoppede ræv, som jeg takkede ja til, da min kæreste og jeg lige var begyndt at date, og jeg troede, at han spurgte, om jeg i teorien, på sigt, måske engang i fremtiden kunne tænke mig en udstoppet ræv, og ikke at han havde en mølædt satan på bedding. Fred havde jeg også sluttet med den papmaché-zebra, som min veninde lånte mig som midlertidig »kunst« til vores dengang relativt tomme lejlighed – hun har sjovt nok aldrig bedt om at få den igen.

Jeg havde altså halvvejs indstillet mig på at slæbe alt dette ragelse med mig i graven, men glasskålen og åbenbaringen, der fulgte, har fået mig på andre tanker. Måske kan jeg smide ud og anskaffe nyt, måske behøver jeg ikke ligge på mit dødsleje omgivet af bras, jeg aldrig rigtig var glad for.

Jeg håber, De forstår mig: Jeg er ikke tilhænger af modeluner eller udskiftning for udskiftningens skyld, men jeg er tilhænger af omhyggelighed og smukke ting. Jeg har altid tænkt, at når jeg endelig fik et hjem – jeg brugte det meste af mine 20ere på at bo i fremlejede lejligheder – så ville jeg omgive mig med nøje udvalgte ting. Ikke fortidens revl og krat og dims.

Derfor har jeg besluttet mig for, at der skal ryddes op inden en forestående flytning i april. Denne snegls hus er blevet for tungt at bære, byrden skal lettes.

Det er lettere sagt end gjort. Oprydning er ulogisk og følelsesladet, når næsten alt, man ejer, er noget, man har arvet eller fået. Irrationelle spørgsmål melder sig på banen: Hvor mange lamper kræver det at huske en mor? Kan jeg smide natbordslampen ud, hvis jeg beholder den kinesiske (også klinket, men trods alt pænere)? Er det den udstoppede ræv, der gør, at jeg husker den dag og den omtumlede tid så klart, og er det takket være den, at jeg stadig kan genkalde mig lyset i lejligheden, hvor jeg boede dengang, og hvordan jeg i tide og utide stod i vinduet og kiggede ned på gaden efter ham, forelskelsens objekt? Er det muligt, kort sagt, at erindre uden en madeleinekage?

FOR NATURLIGVIS HANDLER det om, at jeg er bange for at glemme. Det kan jeg nok begribe. Jeg er bange for, at der sidder minder i de fysiske genstande, der går tabt, hvis jeg begynder at smide ud.

Som ung var jeg mindre blødsøden. Sammen med en veninde dyrkede jeg i mange år en fascination af det skrabede. For hende handlede fraværet af ejendele om at kunne pakke ned og rejse ud, at kunne være i København en dag og Nairobi den næste uden at mangle noget, uden at savne noget. For mig handlede det om tomrummet, jeg kunne lide munkeceller og gulvplads og bare vægge.

Dengang skænkede jeg det ikke en tanke, at erindringen næres af ting, og måske er det ganske naturligt, at frygten for at glemme kommer med alderen: Simpel matematik tilsiger, at for hvert år, man lever, øger man sandsynligheden for, at det bedste er bag en, og det bedste skal selvsagt ihukommes.

Men hov, nu er jeg i gang med at bedrage mig selv: Også fra den mest skrabede periode har jeg jo ting, minder. Et broderet billede af en kattekilling, jeg fik af en venindes lillesøster, fordi hun syntes, jeg boede så trist. En krystalvase. En plakat fra en Louisiana-udstilling, jeg så samme dag, som der var terrorangreb i København.

Med alderen kommer måske også følgende erkendelse: at livet, i lange stræk, er en række på hinanden følgende midlertidige løsninger.

Måske skal jeg bare droppe den oprydning.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.