WASHINGTON – I denne uge vågnede indbyggerne i den amerikanske hovedstad op i en by, som var svær at genkende. Mure i centrum var dækket af bannere med Donald Trumps navn. Gaderne var farvet røde af MAGA-kasketter, og tilrejsende ankom fra nær og fjern for at hylde deres nye præsident. På trappen foran Det Hvide Hus blev han modtaget af den forhenværende beboer med et »velkommen hjem«.

I Kongresbygningen klappede landets erhvervsspidser i takt, da Trump aflagde den præsidentielle ed. I de sene timer dansede Donald tæt med sin Melania til først den ene, så den anden og den tredje galla, mens soldater gjorde honnør, og orkestrene spillede »The Battle Hymn of the Republic«.