Nu skal det handle om Jeppe

Jeg går hen til Det Kongelige Teater for at skrive et portræt af Frederik Cilius. Det gælder om ikke at skrive det oplagte, fordi Cilius jo efterhånden er så berømt, at han er en overforklaret berømthed.

Altså denne på samme tid unge og gamle mand, velsignet med en vældig stemme og et tordnende vid, men også lidt doven og forkælet, sådan at han ikke blev ved sin udstukne karrierebane og endte som den store klarinettist, han kunne have været, men i stedet – via Radio24syv – åbenbarede sig som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, århundredets folkekære samfundsrevser, en bannerfører for det, der viste sig at blive en regulær omvendelse i dansk satire, før han også viste sig at være en uventet fantastisk skuespiller i DRs komedieserie Orkestret, samt en elsket seriøs formidler af opera og klassisk musik på alle kanaler, og nu – kort fortalt – for første gang kongelig skuespiller i et teaterstykke, som alle mennesker kender, og derfor midt i en slags fuldkommenhedsgørelse. Hvis det altså går godt.