En kærlighedsgerning

»Jeg tror, jeg bliver dømt for assisteret selvmord.«

Ebbe Preisler skramler i det hyggelige, åbne køkken. Han skal lige finde de rigtige kopper, vandet skal op at koge, og hvordan bruge ventetiden mere oplagt end på at fundere over, hvad det vil koste ham at have hjulpet sin kone til at dø. Det er om at udnytte tiden, mens man har den.

Får Preisler ret, risikerer han kun op til tre års fængsel for den handling, han begik mod – med – sin kone anden juledag sidste år. Men ordet selvmord klinger skidt, synes han, og assisteret, det lyder så … klinisk. Ikke som om den, der hjalp, faktisk elskede den, der ville dø.

Nej, så hellere blive dømt for »drab på begæring«, som hans forsvarer også har plæderet for siden grundlovsforhøret i december. Medlidenhedsdrab. Dét ord passer på det, Preisler gjorde, siger han.

Men det er også sandsynligt, at anklagemyndigheden og senere retten på Frederiksberg hverken køber den med det assisterede eller det begærede, men i stedet når frem til, at 80-årige Mariann Preisler ikke havde givet et tilstrækkelig klart samtykke til, at hendes mand, 81-årige Ebbe Preisler, den 26. december sidste år skulle tage livet af hende.

At der derfor slet og ret var tale om drab, da Preisler den aften på plejehjemmet klokken 22 opløste otte metadonpiller i vand, sendte den dødelige opløsning ind i sin kones parkinsonplagede krop, kyssede hende let på panden og sagde »tak for et dejligt liv, min elskede«. Lagde et brev til plejehjemmets personale og kørte roligt hjem og skrev en mail til parrets nærmeste familie, dernæst en mail til deres venner – ingen skulle gætte på noget, alt skulle være gennemsigtigt. Tømte køleskabet for mælk, det skulle ikke stå der og lugte, iklædte sig nattøj, børstede sine tænder for til sidst selv at sluge otte af de selvsamme piller, han få timer forinden havde givet sin kone. Og lagde sig til at dø.

Hvorfor skal vi nødvendigvis leve til den bitre ende? Sætte evig pris på livet for livets skyld alene? Hvad nu hvis vi fandt en værdig, human måde, hvorpå man kunne sige stop, når tid er – helt uden at genere nogen?

Ebbe Preisler har givet god plads til spørgsmålene i sin nye bog Mæt af dage. Den handler om et ægtepars lange samliv og om julen 2023, hvor den ene hjalp den anden ud af livet og selv forsøgte at følge efter. Preisler mener selv at have svarene på en del af spørgsmålene, og han har indvilget i at lade mig trykteste argumentationen.

Således sidder vi en sen eftermiddag i køkkenet i hans villalejlighed på Frederiksberg. Ikke just som formodede drabsmænd bor flest, forestiller jeg mig: bøger, lys, nips, kunst, brændeovn, puffer og pels. En drabssigtet mand, der tilbyder hjemmefutter. Han skænker den nu varme te.

Et pragmatisk par

At Preisler overhovedet har kunnet skrive den bog, skyldes jo altså, at hans plan gik galt. Delvist i hvert fald. Det var en slem streg i regningen, da han dagen efter sit selvmordsforsøg slog øjnene op på Bispebjerg Hospital og tænkte: »Åh nej. Det var lige det, der ikke skulle ske.« Kort efter spottede han de to betjente ved sengens side.

Siden har Preisler grublet over begrebet dødshjælp. Og konkluderet, at noget må ændres. Først og fremmest vores termer:

»Tag den passive dødshjælp, der allerede er lovlig, men som begreb ikke giver mening i min optik. Det kan dække over at slukke en respirator. Der er grundlæggende intet passivt over den handling,« siger han.

Også aktiv dødshjælp er ifølge Preisler uheldigt ladet.

»Fordi det næsten lyder som noget, man anbefaler. Som en eller anden særligt god tandpasta. 'Ekstra aktiv.' Nej, jeg mener, vi skal have en anden mulighed herhjemme: velovervejet dødshjælp.«

Med 16 piller i december sluttede 55 års samliv. Mariann som den kunstneriske sjæl, der fik en idé og straks kunne udforme den med sine hænder. Ebbe som ordenes mand, der altid skulle have en mening, altid sige sin mening.

Det var på færgen mod Grenaa i 1969, at parret mødtes, 25 år gamle. Mariann sad alene og læste, fornuftigt klædt og med et tørklæde om hovedet. Synet gjorde Ebbe tryg. Og sådan gik dén historie. Generelt er det ikke ligefrem hed lidenskab, der kendetegner Preislers beskrivelser af forholdet igennem bogen, der var ingen larmende forelskelse – det grænser næsten til det usentimentale.

»Vi var meget pragmatisk anlagte, Mariann og jeg,« siger Preisler og smiler. Men de var kærester, ægtefolk og hinandens bedste kammerater. Trods sparsom romantik er læseren ikke i tvivl om, at der var kærlighed.

Det ændrede 26 år med Parkinsons sygdom ikke på. Efterhånden blev Ebbe ansat af kommunen som Marianns hjælper, indtil smerterne i 2021 blev så voldsomme, at professionel hjælp på et plejehjem var nødvendig. Ebbe besøgte hende hver dag i seks-otte timer, og de læste højt, talte, gik ture og så fjernsyn.

Men så skete der noget i april sidste år. Tre ugers indlæggelse svækkede Marianns fysiske tilstand drastisk, og værre, hun gik mere ind i sig selv, blev slunken og sad ofte bare med lukkede øjne.

»Da Marianns læge en dag spurgte til humøret, svarede hun: 'Jeg har kunnet så meget. Nu kan jeg ingenting. Jeg duer ikke,'« siger Preisler.

Og det var hen omkring august, at han kunne mærke på sin kone, at bægeret var ved at være så fuldt, at hun hellere ville dø end fortsætte.

»Jeg fik en vision,« skriver Preisler i bogen. »Hvad hvis Mariann og jeg sad ved siden af hinanden en stille onsdag formiddag og delte et par dødelige piller – sådan nogle, modstandsfolkene havde i lommen, hvis de kom i problemer – og sagde: 'Farvel, min elskede. Tak for et dejligt liv.'«

Han begyndte at skrive på den kronik, der, da den blev bragt i Politiken i september sidste år, skulle vække stor opmærksomhed. Ebbe førte pennen, Mariann kom med input.

»Vi vil meget gerne dø,« lød overskriften.

Den 14. december skaffede han efter et tip 16 piller på Istedgade i København. Og skrev i sin dagbog samme dag, at pillerne skulle bruges en måned senere. Men så, da Preisler anden juledag som altid ankom hos Mariann klokken halv elleve, så han, at hun sad og græd. Det gjorde hun sjældent, så han fløj over til hende og tog hendes hånd.

»Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere,« græd hun.

»Er det i dag, vi gør det?« spurgte Ebbe.

»Ja,« græd hun.

»Er det i dag, du gerne vil dø?« spurgte han.

»Ja,« sagde hun.

»Jeg finder ud af det,« sagde han.

Længere var samtalen ikke.

»Vi vidste begge, hvad vi talte om,« siger Preisler.

80 år og færdig

Havde vi haft »velovervejet dødshjælp« i Danmark, var Preisler måske ikke vågnet til synet af en beskikket forsvarer. Men hvordan skulle man i så fald stykke en sådan rettighed sammen?

I juni fremlagde det udvalg, regeringen har nedsat til at reflektere over forskellige modeller for »en mere værdig død«, fire bud. Ét fokuserer alene på at udvide den palliative behandling med bedre smertelindring. To omhandler den situation, hvor en terminal patient vil kunne få udskrevet dødelig medicin og herefter enten selv indtager den eller får hjælp af en sundhedsperson.

»Det er fine ideer,« siger Preisler.

Lige med den detalje, at han er uenig i kravet om, at man skal være terminal for at komme i betragtning – som det ellers forudsættes i de fleste andre lande med dødshjælp. Holland er en undtagelse.

Mariann havde brug for hjælp til alt, men hun havde sunde indre organer og var i den forstand langtfra terminal. Selv følte Preisler sig »mentalt terminal«, som han bevidst lidt provokerende skriver et sted i bogen.

Den fjerde og mest vidtgående model, udvalget har præsenteret – og som kun en ud af ti stemte for – lyder på at gøre det muligt for personer med »radikale permanente fysiske livsforandringer« at afslutte deres liv.

Men også den formulering synes Preisler er for snæver, fordi den kun medtager fysiske livsforandringer. »Vi bliver nødt til at inddrage det mentale og det sociale for at få et helt billede af en person. Gå mere eksistentielt til værks,« siger han.

Og ligesom man tror, at han er på vej til at indføre ret til dødshjælp for en dumpet eksamen, indsnævrer han sit forslag drastisk. »Det skal kunne være både fysisk og psykisk, at den er gal. Men det bør være en forudsætning for dødshjælp, at man er fyldt 80.«

Livslyst er koden

Preisler bruger i bogen nærmest demonstrativt mange sider – lige godt halvdelen af de samlede 248 – før han bringer Marianns sygdom og emnet, læseren er kommet for – dødshjælp – i spil.

I stedet fylder minder og erindringer. Som mindet om at hente deres adopterede datter fra Bangladesh i lufthavnen og se hende springe i favnen på Mariann. Eller det om Mariann, der, da parrets søn kommer i en halvfarlig alder, beder den ansvarshavende på politistationen om at hente ham og sætte ham i fængsel – bare en halv time.

Anekdoterne har en pointe, siger Preisler. De små historier fortæller den store.

Preisler lod de tre forlag, der hurtigt henvendte sig i vinter, forstå, at han ikke bare ville skrive en pjece om de dramatiske begivenheder i julen. Han ville beskrive et rigt liv. Livsfylde – at have levet fuldt ud, ikke savne noget – og deraf være træt, ønske at sige: »Det var det. Tak for nu.«

»Derfor synes jeg, det skal være muligt at få hjælp til at dø, hvis man er godt og grundigt livstræt – og er fyldt 80,« siger Preisler.

Han mener, at tærsklen til de 80 er lige så livsvigtig for den ældre, som det at blive 18 er for et ungt menneske. »Som 80-årig er man i gang med sidste livsafsnit. Man er kun forbruger, spiser, drikker, rejser, spiller golf, vinterbader,« siger Preisler.

»Folk dør omkring en. Man har en frihed, der kan true med at blive tomhed. Er det anderledes end at være i 70erne? Ja, siger jeg af erfaring.«

Retten til dødshjælp skal betinges af, at en række fagfolk – måske en psykolog, en psykiater og en filosof – efter grundige samtaler vurderer, at det er personens klare og tydelige ønske at dø.

Er man lam fra halsen og ned, men ønsker at fortsætte, skal man selvfølgelig gøre det. Livslyst er koden, skriver Preisler i bogen direkte henvendt til Etisk Råd, hvis anke mod aktiv dødshjælp er risikoen for, at syge eller personer med et handicap vil føle et pres for at dø – for eksempel fra en pårørende.

»Dødshjælp vil aldrig være et legitimt valg, hvis man gør det for ikke at være en byrde,« siger Preisler.

Men én ting er pression – direkte som indirekte. Noget andet er dyb kærlighed. Preisler har siden jul gentaget, at han hjalp sin kone af dage som en »kærlighedsgerning«.

– Men hvad nu, hvis din kones »ja« til en vis grad også var netop det – en kærlighedsgerning? Til dig. For at sætte dig fri, give dig muligheden for at dø, som du flere gange havde ytret ønske om?

Preisler tænker længe. Kigger ud i haven, hvor en grøn dyne af planter har lagt sig hen over udhuset, hvor Mariann førhen havde værksted. Værkerne, redskaberne står urørt.

»Det ville hun aldrig gøre,« svarer han så.

»Men det er jo relevant at spørge om, hvis vi skal lovgive. Og det er også derfor, ønsket ikke må komme som et lyn fra en klar himmel. Det skal være nagelfast. Over tid. En stribe af samtaler med fagfolk må kunne afsløre det egentlige motiv – som skal være, at det er vedkommendes dybfølte ønske at dø.«

En livsduelig mand

De seneste otte måneder har Ebbe Preisler sagt farvel til sin kone, forsøgt at tage sit eget liv, siddet varetægtsfængslet og skrevet en bog. Hvordan har han det egentlig?

»Hm. Lad mig sige: Jeg får det bedste ud af det. Jeg har altid forsøgt at udfylde min rolle – og nu blev den rolle så at leve,« siger han.

»Men jeg er ikke forslugen på mere liv. Jeg har ikke livslyst – jeg er livsduelig.«

Det lyder næsten som en form for slogan. Havde han brygget på det svar på forhånd?

Han ler let.

»Det havde jeg nok. Jeg er som sagt pragmatisk.«

– Netop dét gør, at jeg som journalist føler, at jeg er nødt til at stille dig et meget direkte og privat spørgsmål. Du vågnede på hospitalet – uden din kone, men pludselig med en sag. Er der en risiko for, at du – når du nu har fået dit budskab om dødshjælp tilstrækkeligt ud – vil forsøge at tage dit eget liv igen?

»Jeg synes ikke, jeg kan svigte nu, hvor jeg selv har rakt ud i den her debat. Og det interessante var, at det blev nogle vidunderlige måneder, da jeg skrev og redigerede bogen, fandt billeder frem i lange baner. Lige indtil jeg afleverede. Og var rigtig, rigtig alene. Nu har jeg foreslået min redaktør at skrive en bog om aleneliv. Og så er der også varetægtsfængsling, et brændende emne, som jeg – efter selv at have siddet varetægtsfængslet – synes bør være fremme.«

– Skal jeg tolke det, som at du har fundet ny mening med at leve?

»Det vil jeg ikke sige. Omstændighederne skiftede.«

– Tror du også, de kunne være skiftet for Mariann?

Preisler holder igen en lang pause.

»Det er godt, du spørger. Men alle, der kendte hende, har efterfølgende sagt: Hvor var det godt, hun fik fred. Hun var så klar og ærlig, også over for sig selv, om sin situation. Hun havde en klar opfattelse af, at nu måtte det være nok. Det rigtige var at hjælpe hende. Jeg er fuldstændig sikker.«