Glyptoteket på krykker

Et stykke med folkeoplysning til morgenmad? Ja tak, har 200 sjæle tænkt, da de denne tirsdag morgen satte kursen mod Glyptoteket i hjertet af København.

Klokken er otte, vi sidder i Festsalen, hvor de imponerende antikke søjler skinner om kap med blankpolerede mosaikgulve. Næsten lidt ironisk for dagens tema, som de fleste ikke ligefrem forbinder med æstetik: Det skal handle om adgangsforhold for personer med handicap. Nærmere bestemt tilgængeligheden på de fine gamle kunstinstitutioner rundt i landet, som det, må forstås, står sløjt til med: Det er sjældent let at komme ind, hvis benene ikke virker. Til gengæld kan man være sikker på, at liften er grim.

Glyptoteket har frivilligt stillet sig i skudlinjen og inviteret et tungt missil: digter Caspar Eric, der har cerebral parese og i øjeblikket er aktuel med sin hidtil vredeste digtsamling CRIP: et wakeupcall til de »normale« om en generation af mennesker med handicap, der er færdige med at blive set som mindre værd.

Men først lidt dårlig stemning-quiz fra dagens moderator: Hvor mange i publikum vidste for eksempel, at en person i kørestol, der gerne vil opleve fransk kunst fra 1800-1870, først lige må: ringe på en lille klokke et godt stykke fra Glyptotekets hovedindgang, vente på at blive lukket ind af en vagt for dernæst at bevæge sig igennem en form for kontorer og op i en elevator?

Kun ti rækker hånden op. De fleste tilhørere er kommet gående ind på deres raske ben. Selv kender jeg kun til problematikken, fordi min egen mor sad i elektrisk kørestol, da vi sammen besøgte Glyptoteket for et par år siden. Jeg husker, hvordan vi hele vejen igennem museet blev mødt af et utrolig venligt, men også forlegent personale, der overundskyldte helt ned under gulvbrædderne (mosaikgulvene). Det blev ikke til så meget fransk kunst den dag.

Det er pinligt, siger projektdirektør på Glyptoteket Martin Høgstedt Poulsen. Flere har i hans påhør kaldt indgangene walk of shame.

Men Glyptoteket står over for en stor renovering, og i den anledning har Lundgaard & Tranberg Arkitekter med Caspar Eric på råd tegnet en ny vision til museet: Der er – gisp – slet ingen handicapindgang, ser vi. Bare en indgang. En lang, svagt hældende sliske i Glyptotekets materialer og toner erstatter den kendte hovedtrappe. Man kan rulle ind, man kan tulle ind. Crip og smukt i én.

Caspar Eric læser et digt op fra CRIP. Han er til Paralympics i Paris 2024, hvor det vrimler med crips:

fraværet af alle blikkene

føles næsten forkert

jeg kysser med B

på en lidt ny måde

»For det her handler om så meget mere end at komme ind ad en dør,« siger digteren. »Det handler om ikke altid at skulle tænke, at man er en krop.« Et hensyn, en tilføjelse.

Tænk, hvis man ikke bare tilføjede en sliske, når alt andet står færdigt, siger han. Men tænkte den ind fra start. Hvad kunne en rampe i slebet marmor ikke føre til?

Direktøren nikker og nikker under hele samtalen.

»Problemet er bare,« siger han så til sidst. »Vi mangler fleksibilitet i loven.«

Der står fredet på næsten alt, når man taler om et nationalklenodie som Glyptoteket. Han oplever dog, at en større strømning er i gang, som forhåbentlig vil gøre det nemmere for museet som bygherre at komme med flere inkluderende forslag.

»Siger du dermed, at vi har sat fredning over menneske – og at vi nu faktisk kan begynde at sætte menneske over fredning?« spørger moderatoren.

Direktøren er en ærlig mand.

»Jeg ved desværre ikke helt, om det er der, vi er endnu.«