Bogligt begavet. Kan litteratur ændre verden? Nok ikke, men måske kan de her fem bøger om solopgange, handicap og psykiatri ændre læseren.
De fem bedste bøger lige nu
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Så er jeg tilbage til nyhedsbrevet efter to ugers staycation, hvor jeg nåede en femtedel af alt det praktiske, jeg havde sat mig for. Bogsæsonen rumler i gang, og igen vil meget af det skønlitterære gerne sætte problemer under debat, som Georg Brandes sagde, blandt andet med landsbypropaganda (Malte Tellerup), handicapdigte (Caspar Eric) og klasserejser (Glenn Bech).
Igen, skriver jeg, fordi den politiske eller agiterende litteratur har været en tendens i mange år; allerede i 2014 skrev Information om den såkaldte Generation etik, der dækkede over blandt andre Olga Ravn, Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof. De var uironiske og kritiske (læs: venstreorienterede), og de troede ikke nødvendigvis på kunst for kunstens skyld.

Ironisk nok er samme generation blevet anklaget for at være for navlepillende og selvoptaget, blandt andet i 2015 af Mette Høeg, som Christian Bennike har skrevet om for nylig. Sådan går det vel, hvis man mener, at det private altid er politisk.
Her kommer de bedste bøger fra den sidste måneds tid, udvalgt apolitisk af vores egne, private skribenter.

1. Broderhad
Snart rammer Glenn Bechs tredje bog hylderne, men vil man varme op med en anden klassehopper, er franske Édouard Louis' Kollaps et godt bud. Her fortæller Louis om sin bror, der lyder som en temmelig ubehagelig type: voldelig, racistisk, drikfældig. Som 38-årig dør han ligefrem af druk, og Louis tager deres forhold op til revision, forsøger at forklare brorens sørgelige liv og skæbne.
Men, skriver Aksel Strandbygaard, det lykkes ikke forfatteren at bortsociologisere det faktum, at han bare ikke kunne lide sin mislykkede bror – og i dén grad omvendt. Spændingen mellem kærlighed og afsky består, hvilket gør Kollaps til en af Louis' bedste bøger.

Giv den som gave til: en socialrådgiver, der gerne vil rase ud
Édouard Louis: Kollaps

2. Jordboere
Lige for tiden er min søn helt vild med bøger om rummet; forleden hev han en kæmpe stak af dem hjem fra Tårnby Bibliotek, så nu skal vi læse om galakser og meteorer og Planet X. Lige for tiden virker det ellers ikke, som om rejser til fjerne solsystemer eller bare Månen (som vi i øvrigt ikke har besøgt siden 1972!) er særlig hippe. Det er sådan noget selvoptaget, grotesk luksusturisme, som Elon Musk og Jeff Bezos bedriver. Eller Katy Perry, der i april gudhjælpemig bukkede sig ned og kyssede Jorden efter at have tilbragt 11 minutter uden for dens atmosfære.
Men jeg må indrømme, at jeg savner en tid, hvor alle uironisk håber, at mennesket lander på Mars i deres levetid. Måske kan man få noget af magien tilbage ved at læse Samantha Harveys Seksten solopgange, der handler om beboere på Den Internationale Rumstation og deres åbenbaringer, når de kigger ned på vores planet. Det kan lyde plat og romantiserende, men hvorfor ikke tage deres oplevelser alvorligt, spørger Bo Bjørnvig.

Giv den som gave til: nogen, der kan huske, da Pluto stadig var en planet
Samantha Harvey: Seksten solopgange

3. Poetisk aktivisme
For nylig erklærede forfatter Caspar Eric her i Weekendavisen, at han var færdig med at skrive poesi, fordi den ikke havde gjort nogen politisk forskel for de mennesker, hans seneste digtsamling, CRIP, handler om: dem med et handicap.
Det var nok naivt af ham at tro andet, for hvornår har et digt nogensinde ændret verden? Men det er en naivitet, jeg godt kan genkende. Ikke fordi jeg har samme mærkesag som Eric, men fordi vi er jævnaldrende, millennials, og derfor måske begge har nået at få en idé om, at skønlitteratur er utrolig vigtig. At det er en arena for indflydelse og bred anerkendelse, ikke bare en nichebeskæftigelse.
Jeg er stadig ved at finde ud af, om det passer. I mellemtiden vil jeg gætte på, at min kollega Lars Bukdahl, der anmeldte Eric meget positivt, ville påpege, at et godt digt altid og i det mindste ændrer læserens sind.

Giv den som gave til: Deres mest atletiske ven
Caspar Eric: CRIP

4. Krigsreportage
Krigen i Ukraine fortsætter som en efterhånden old normal, men jeg kan huske, da russerne invaderede i februar 2022. Jeg var lige kommet ind på bogredaktionen og googlede løs for at finde den rigtige forfatter at tale med. Vi endte med Andrej Kurkov, men også Serhij Zjadan var på min radar og er siden dukket op mange gange i mit Facebook-feed med krigen rundt om sig.
Som Jørgen Herman Monrad skriver, er Zjadan nu soldat i den ukrainske hær, og for nylig udkom hans novellesamling Jeg slukker lyset som den sidste fra 2024 på dansk. Tidligere var Zjadan en rock'n'roll-skribent, international og festglad. Nu er alting forandret, men han skriver stadig godt. Den første novelle i samlingen er således en af de bedst skrevne og mest bevægende, Monrad har læst.

Giv den som gave til: en, der ikke tror, at litteratur kan ændre noget
Serhij Zjadan: Jeg slukker lyset som den sidste

5. Galmandsværk
Vi slutter med et eksempel på den genre, som Lars Bukdahl kalder det indlagte galmandsværk, der er skrevet fra en psykiatrisk afdeling og solidariserer med patienten. I musiker Slagger Lunds (borgerlige navn: Flemming) galmandsværk hedder patienten Frank og har en ustyrlig lyst til at skrive – hvilket han ikke må for lægerne.
Hvis forbuddet ellers er nogenlunde baseret på noget virkeligt, åbner det for en interessant tanke: at man kan få det psykisk dårligere af at udtrykke sig på skrift. At det kan ødelægge ens behandling. Slagger Lund ville, hvis man skal tro anmeldelsen, ikke være enig, men jeg er besnæret af ideen.

Giv den som gave til: Deres mest psykisk ligevægtige ven
Slagger Lund: En 80 meter bjørn

Så for at være på den sikre side siger jeg tak for nu, mens jeg stadig har min sindsro i behold. Om to uger vender vi tilbage med fem bøger om noget aktuelt, sjovt, interessant. Skriv gerne forslag til mig på msre@weekendavisen.dk.
På gensyn!
Marta Sørensen
Del: