Hvilken utrolig bedrift

Jeg har selv lige præcis nul procent lyst til at blive spændt fast i en lille metalkapsel og tæsket ud i rummet med fuld fart.

Men det er der andre, der drømmer om. Eksempelvis popstjernen Katy Perry, der forleden var på en meget omtalt ti minutter og 21 sekunder lang smuttur ud til kanten af rummet i en af Jeff Bezos’ Blue Origin-raketter, som tilfældigvis ligner … ja, en stor penis.

Det under jeg hende.

Både før og efter rejsen er Perry ellers blevet latterliggjort og kritiseret fra nærmest alle sider. »One Giant Stunt for Womankind,« lød det sarkastisk i The New York Times med henvisning til en vis mand på Månen. »Det var de mest ophidsende syv minutter, Jeff Bezos nogensinde har givet en kvinde,« jokede The Daily Show. »Den rumrejse her til morgen, det er dommedagslort. Det er hinsides satire,« sagde modellen Emily Ratajkowski. »Jeg er oprigtigt frastødt.«

For hvordan kunne popstjernen finde på at sidde deroppe og synge »What a Wonderful World« med en tusindfryd i hånden, når andre mennesker ikke engang har råd til æg, og når verden vitterlig drukner i andre problemer?

Ja, hvordan kan nogen overhovedet tillade sig den mindste luksus i disse tider, kunne man tilføje?

DET VAR VERDENS måske mest forudsigelige shitstorm: Rig, hvid kvinde brænder millioner af kroner af på et »stunt«, udråber nærmest sig selv til vor tids Neil Armstrong, taler om »stjernestøv« og feminisme, kaster sig dramatisk ned på jorden og kysser den efter landing (hvilket jeg ærligt talt nok også havde gjort, hvis jeg ikke var død af skræk inden), hvor latterligt!

Men tænk lige over det igen: Var det ikke lige præcis det, der engang var meningen? Med rumkapløbet og de bemandede månelandinger i 1969-1972 begyndte science fiction-forfattere, filmskabere og driftige mennesker at drømme om, at vi alle – også de latterlige – en dag kunne rejse rundt i universet. Det virkede muligt, i midten af 1980erne troede man på 30.000 rumturister inden for bare 15 år og på kommercielle månerejser sådan cirka omkring nu. Så gik udviklingen i stå, det blev dyrt, besværligt, umuligt.

»Vi regnede med flyvende biler,« som den amerikanske investor Peter Thiel engang sagde. »Men det eneste, vi fik, var 140 tegn.«

Nu kan vi så pludselig sende en »dum« popstjerne, som ellers så høflige The Atlantic kalder hende, ud til kanten af rummet, uden at vi opfatter det som noget særligt eller hendes barnlige begejstring som naturlig.

Det er i sandhed en bedrift.

DE VOLDSOMME REAKTIONER på internettet minder derfor mest af alt om en bastard af janteloven: Skam dig over, at du er noget.

For kritikken af Perry kan lige så vel vendes på hovedet. Hvis rejsen er så ligegyldig, har folk så ikke vigtigere ting at gå op i, end at hun bruger nogle af sine penge (eller gode forbindelser eller begge dele) til at flyve en tur ud i rummet med fem andre kvinder?

Sjovt nok blev også de første ægte astronauter latterliggjort, fordi de modsat datidens feterede jagerpiloter ikke selv styrede raketten, men »bare« var passagerer i en raket (endda uden vinduer i begyndelsen). Det kan man læse i Tom Wolfes glimrende bog The Right Stuff fra 1979.

Katy Perrys korte turisttur kan dårligt sammenlignes med disse pionerer, selvom hun selv prøver ihærdigt. Men én ting har de i hvert fald tilfælles: Det er fristende at afvise dem som »trivielle« bedrifter, som astrofysiker Peter Hague påpeger hos mediet UnHerd.

»Men de er et tegn på en revolutionerende forandring,« skriver han. Et symbol på udviklingen.

»Menneskeheden har fundet ud af, hvordan man gør raketter genanvendelige, hvilket muliggør en langt bedre omkostningseffektivitet end de engangsraketter, man brugte før i tiden. Denne omkostningseffektivitet har ført til en eksplosion i kommerciel rumaktivitet – hvor Katy Perry-flyvningen tilfældigvis er den mest synlige del.«

Med andre ord: Katy Perry har måske ikke selv begået nogen stor bedrift, men det er en bedrift, at hun kan tro det. 

DE RIGE OG de kendte har altid haft andre muligheder end de fleste andre. Det var dem, der først fløj rundt i kommercielle flyvemaskiner. Kørte i biler. Talte i mobiltelefoner. I dag er den slags mirakelmaskiner helt affortryllede for mange »almindelige« mennesker, en del af hverdagen.

Sådan er det med teknologiske gennembrud. De kommer først de få til gode, så spreder de sig til andre »i store, brusende bølger«, som chefen for AI hos Microsoft, Mustafa Suleyman, skriver i bogen The Coming Wave fra 2023. Nogle gange går det lynhurtigt, andre gange langsomt.

»Det har været tilfældet lige fra de første flinte- og knogleredskaber til de nyeste AI-modeller. Når videnskaben gør nye opdagelser, bruger folk dem til at skabe billigere mad, bedre varer og mere effektiv transport,« skriver han.

Jeg ved ikke meget om rumfærd, men i de kommende år vil mange flere givetvis rejse ud i rummet (eller til kanten af rummet, om man vil). Det vil blive billigere, nemmere, sikrere, mere »normalt«. Ikke alle vil nyde muligheden, langtfra, men den generelle udvikling i rumteknologien vil formentlig komme mange flere til gode på helt andre områder. Måske vil der endda igen gå mennesker på Månen. Eller på Mars.

»Alt dette betyder, at vores art igen tager tråden op, hvor vi slap for et halvt århundrede siden,« som Peter Hague formulerer det hos UnHerd.

Det var altid meningen, at Katy Perry skulle ud i rummet. Nu kan det endelig lade sig gøre. Universet står igen åbent. Det er da underligt, at vi ikke bliver bare en smule barnligt begejstrede over det.