CRIP. »Hvornår får vi politisk handling i bytte for alle vidnesbyrdene?« Der er brug for mere end digte om handicappede kroppe og den diskrimination, de lever med, så Caspar Erics niende digtsamling bliver hans sidste.
Det værste og det bedste

Foto: Daniel Hjorth
Til møderne med kommunen har Nina altid en hånd på Klaus' lår. De er forældre til William, der har cerebral parese. Han er, fortæller 57-årige Nina i digteren Caspar Erics podcastserie Mødrene, der netop er udkommet i sin helhed hos Radio IIII, fuldstændig hjælpeløs uden hjælp. Men med hjælp – fra kørestolen, stavepladen, hjælpere – kan han utrolig meget.
Hjælpen er bare ofte pissesvær at få, fortæller Nina. Når Williams elektriske kørestol skal udskiftes, skal Nina og Klaus, Williams far, argumentere for, at han altså stadig har brug for den, at han stadig ikke kan gå. Da kommunen ikke havde et pasningstilbud, der passede til William, da han var lille, måtte Nina sige sit job op for at passe ham. Nogle gange bliver Klaus for frustreret og vred til møderne, og det dur ikke, fortæller Nina. For de er fuldstændig afhængige af kommunens hjælp. Det er det, hånden på Klaus' lår skal minde ham om.
Del:



