Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

De husker måske en Facebook-gruppe ved navn »Jeg dømmer dig, når du staver forkert!«? Den opstod i 2007, eksisterer stadig med over 17.000 medlemmer, og mon ikke jeg har været et af dem engang.

Som studerende i Aarhus syntes jeg nemlig – som rigtig mange andre boglige typer – at det var fedt at markere, hvor dygtig jeg var til retskrivning og tegnsætning. Tænk på det som en tidlig version af ekslitterat Katherine Diez' statement om, at hun ikke ville spise boeuf bourguignon med en mand, før hun havde set hans bogreol: »Jeg spiser ikke burger på Café Englen med dig, før jeg har set, at du kan sætte nutids-r.«

I dag synes jeg, det er en smule fjollet. Ikke fordi jeg benægter, at sproget fungerer som en kolossal social markør, men fordi det er så inderligt underskudsagtigt at være efter andre for at tale og skrive ukorrekt. Hvis man ikke selv kan formulere noget flot, kan man altid kritisere en eller anden langturschauffør på Facebook, der opdeler sammensatte ord. Eller være efter folk, der bruger engelske låneord, sådan som kulturministeren har gjort med sin seneste sprogpakke, som jeg tidligere har kritiseret.

I morgen bringer jeg så et interview med den amerikanske lingvistikprofessor John McWhorter, der siger, at vi danskere intet har at frygte fra oh my god og whatever. Dansk skal nok bestå. Og hvis kulturministeren har penge i overskud og kærlighed til sit modersmål, kan han i stedet dele donationer ud til en forfatter eller to – altså folk, der faktisk forsøger at udvide sproget med deres bøger i stedet for at brokke sig over det.

Fem sådanne bøger kommer lige her fra vores overskudskabinet af kritikere.

1. Stjernesex

Ligesom Lasse Winther Jensen er jeg stor fan af digter Signe Gjessing; en kompromisløs kunstner, der overhovedet ikke beskæftiger sig med det, som ellers er populært i dansk skønlitteratur: egen historie, traumer, hverdagens problemer. I stedet interesserer den katolske konvertit Gjessing sig for kosmisk kærlighed og sit forhold til det guddommelige. 

Senest på en ret sexet måde i digtsamlingen Bryllupsnat, der besynger intimiteten mellem hende og Gud: »Dine hænder på min hud slår strømmen fra i stjernerummets hegn, så vores/ uvedkommende kærlighed kan komme ind og gå tur på privat område.«

Giv den som gave til: en singlekvinde, der er træt af mænd

Signe Gjessing: Bryllupsnat

2. Hollandsk babusjka

Hollandske Anjet Daanjes første bog på dansk, Sangen om storken og dromedaren, er gået en smule under radaren i betragtning af, hvor ambitiøs den lyder. Romanens ledemotiv får vi i den fiktive forfatter Eliza May Drayden, der lever samtidig med virkelighedens Emily Brontë og dukker op på forskellige måder hen over 200 år, helt frem til 1990erne. 

Bogen er fuld af mystik, hemmelige spor og krydsreferencer, og Amalie Langballe ved ikke helt, hvordan hun skal beskrive dens struktur: måske som en babusjkadukke a la Karen Blixen, måske som en symfoni, der varierer sit tema. Under alle omstændigheder er Daanje en, vi skal holde øje med. 

Giv den som gave til: en, der savner kvalitetsbevidst mainstreamlitteratur 

Anjet Daanje: Sangen om storken og dromedaren

3. Hadegaven

Jeffrey Epstein er hadegaven, der bliver ved med at give: Andrews anholdelse, korruptionsanklagede nordmænd, Bill Gates' pinlige utroskabsindrømmelse. Men måske kan vi også bruge anledningen til at lære noget nyt om den menneskelige psykologi.

Katrine Hornstrup Yde har gjort forsøget med Jen Percys litterært-journalistiske Girls Play Dead, der beskriver de komplicerede og ofte uforklarlige historier, kvinder fortæller sig selv og omverdenen, når nogen har krænket dem seksuelt. De trøster deres overgrebsmænd, indleder forhold til dem, går i biografen med dem. Alt sammen for at undgå sandheden om, hvad der egentlig skete. Hård læsning, men også overraskende, oplysende, originalt.

Giv den som gave til: alle, der har læst for meget i Esptein-filerne

Jen Percy: Girls Play Dead

4. Den moralske bund

Hvorfor er det stadig interessant, 81 år efter befrielsen af Auschwitz, at læse vidnesbyrd fra overleverne eller i det hele taget høre om de rædsler, som nazister udsatte deres ofre for?

Måske fordi Holocaust er det tætteste, vi i vores sekulære samfund kommer på en religiøs myte. Ikke i den forstand, at det ikke fandt sted – bare rolig! – men fordi det er en fortælling, der har hævet sig over summen af de faktiske begivenheder og udgør en moralsk bund for vestlig selvforståelse. Komplet med helte, skurke, ofre, kz-helvede, den ultimative faldne Lucifer og hagekorset som det tabuiserede sataniske symbol. Vi forsager ikke Djævlen, vi forsager Hitler.

Et værk i denne kanon er den østrigske jøde Jean Amérys Hinsides skyld og soning, der er udkommet på dansk. Efter krigen fortæller Améry dels om livet i Auschwitz som en af de intellektuelle, der blev sat til de hårdeste opgaver, dels om den vrede, han nærede mod tyskerne og deres, som Joakim Jakobsen skriver, »billige anglen efter forsoning«.

Giv den som gave til: en Holocaust-benægter

Jean Améry: Hinsides skyld og soning

5. Udansk

Jeg indledte denne tekst med at mane til besindighed i forhold til engelske låneord, så hvad kunne være mere passende end at fremhæve Klaus Høecks seneste digtsamling, der hedder noget så udansk som And the dead. 

Han lovede ellers ikke at digte mere, Høeck, i hvert fald ifølge et par strofer i Password fra 2021, men nu er han tilbage, og Lars Bukdahl er begejstret.

Sublimt vrøvl, kalder han samlingen, men alligevel med et tema i form af, ja, døden. Både sin egen – Høeck er 87 år – og andre digteres, for eksempel Gustaf Munch-Petersen og Yahya Hassan.

Lad os slutte af med et citat: »uden for citat/ jeg ved ikke hvorfor man/ for øvrigt skulle// gå slentrende ind/ i døden – døden er det/ ensomste i livet// jeg er blevet gam/ mel nok til at sige stop/ hvorfor fortsætter// du så – det gør jeg/ heller ikke – I'am [sic] dead man/ walking as you know«

Giv den som gave til: en meget ung digter

Klaus Høeck: And the dead

Det var alt for denne gang. Og hvis man stadig er træt af, at danskere taler engelsk, kan jeg anbefale at springe mellemleddet over og gå direkte til nogle englændere, der taler engelsk. Hør for eksempel denne smukke Shakespeare-sonet fremsagt af Judi Dench. Eller skriv til mig på msre@weekendavisen.dk, hvis jeg har glemt et nutids-r.