Jeg kan lige så godt slå fast med det samme, at Signe Gjessing er min nulevende danske yndlingspoet. Måske endda min yndlingspoet blandt alle verdens skrivende poeter. Ingen anden digter forløser så vildt, ambitiøst og idiosynkratisk et projekt: Gjessing forsøger at fremskrive det guddommelige i en fuldkommen sekulariseret og kompromitteret verden – ja, nogle vil måske endda betegne den som helt gudsforladt.

Det særlige ved Gjessings guddommelige poesi er hendes private og højst originale metafysiske sprog. I hendes poesi finder man stort set ingen spor af det vokabularium, som vi i Vesten traditionelt har anvendt til at besynge det guddommelige. Ingen kristne symboler, ingen salvelsesfuldhed, ingen tanker om efterliv og synd; himmel og helvede.