Det er alt for sjældent, at anmelderen får lejlighed til at sige: Hvad sagde jeg! Og sige det med et lykkeligt smil. Frygteligt gerne ønsker jeg ansigt til ansigt med 87-årige Klaus Høecks nye, punket pragtfulde digtbog And the dead – med digterens grønne ansigt og blåt omkransede black box af en hjerne på forsiden – at råbe meget højt: HVAD SAGDE JEG!

Og det, jeg sagde, sagde jeg i min ikke mindre begejstrede anmeldelse her i bogtillægget af Høecks forrige solide mursten af en digtbog, Password fra 2021. Og det, jeg sagde i den anmeldelse, var, at jeg ikke over nogen nok så perfekt dørtærskel troede på, at det ville være hans sidste bog med poesi. Trods al Høecks omkringfarende insisteren og denne afsluttende, helt umisforståelige besværgelse; munden lukket med en sidste firedobbelt haikus autoritative segl: »time sure flies/ I am writing my last poem/ nothing more to say// ikke mere vrøvl/ og ikke flere digte/ ikke flere ord// døden skal ikke/ afslutte/ mit forfatter/ skab – det gør jeg selv// jeg trækker poe/ siens samuraisværd – switch/ hørte du suset?«