Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Jo mere jeg ser på, hvilke krimier der udkommer, jo mere overbevist bliver jeg om, at netop den genre er den hurtigste til at tage bestik af tidsånden og aktuelle begivenheder. Ulvenes indtog, Grønland, grisestalde, det hele bliver taget op, samtidig med at en eller anden stakkels efterforsker bøvler med privatlivet. Derfor – og fordi de er herlige at læse – har vi krimier på listen i dag, udvalgt af vores anmelder Bo Bjørnvig.

Men først til en anden skribent: I disse dage er det nemlig 30 år siden, at Lars Bukdahl begyndte at skrive for Weekendavisen. »Et småvrissende dødsbo« var den lovende titel på hans første anmeldelse, der også var hans første negative anmeldelse og hans første gode negative anmeldelse.

Hør bare den effektive (let forkortede) nedsabling af Per Langes efterladte manuskripter fra 15. maj 1996: »Per Lange burde have skrevet en lang række hemmelige mesterværker i de enogtyve år, der henrandt fra udgivelsen af hans sidste essaysamling til hans død som halvfemsårig i 1991 … Det gjorde han bare ikke, han skrev så godt som ingenting, og et udvalg af det har Nils Birger Wamberg nu udgivet under titlen Det umuliges kunst.«

Og så sent som i går forsvarede Lars den onde anmeldelse, der ifølge ham er blevet sjældnere, men kun mere nødvendig, fordi »hypnotisk effektiv intellektuelt/kunstnerisk bullshit« ikke må dø i synden. Jeg er helt enig, så tillykke med de 30 år, Lars, må du være godt ond i mindst 30 mere! Også tillykke til læserne, der her kan orientere sig i Lars' eget tilbageblik på Weekendavisen-karrieren, da der kun var gået 25 år af den.

Nu til ægte ondskab, nemlig den, vi lærer at kende i krimier, og desværre for nationalstoltheden er der ingen danske forfattere på Bo Bjørnvigs liste over de fem bedste af slagsen.

»Islændingene, finnerne, amerikanerne og så videre skriver røven ud af bukserne på danskerne,« siger han og tilføjer – hvis man skulle undre sig – at han også har udeladt Raymond Chandler, Agatha Christie og Arthur Conan Doyle, fordi de er rigeligt kanoniserede i forvejen. 

Her kommer listen i kronologisk rækkefølge:

1. Skurk

I dag er det helt almindeligt at se skurken blive dyrket som hovedperson eller ligefrem helt i tv-serier og litteratur – Dexter, Breaking Bad, House of Cards, The Sopranos – men i 1955 var amerikanske Patricia Highsmith en af de første til at gøre det i sine fem krimier om den talentfulde Mr. Ripley, siger Bo.

»I Sherlock Holmes-fortællingerne tales der meget lidt om Moriarty, og hos Agatha Christie finder man først til sidst ud af, hvem der er skurken.« 

Men hos Highsmith følger vi den totale psykopat Mr. Ripley, der myrder, snyder og bedrager sig til et liebhaverliv. Gode film- og tv-versioner findes der også, blandt andet The Talented Mr. Ripley med Matt Damon som titelfiguren og serien Ripley med Andrew Scott.

Giv den som gave til: en Hellerup-dreng, der skal skræmmes lidt

Patricia Highsmith: The Talented Mr. Ripley (da. Tom Ripleys talent)

2. Høg

En lidt overset krimiforfatter er engelske Eric Ambler, der i 1978 luftede en teori om den såkaldt kompetente kriminelle. Ham, der er så dygtig, at han aldrig bliver opdaget, en højt intelligent type, der narrer politiet og flytter penge på de mest snedige måder, siger Bo.

Teorien bliver lagt i munden på en hollandsk kriminolog, Frits Krom, i Amblers Send ikke flere roser fra 1978. »Krom prøver at stikke til de pæne mennesker, som han tror er kriminelle, og der er en masse fascinerende dialoger, hvor han prøver at få ram på dem. Det er høg over høg.«

Giv den som gave til: en rocker, der skal have ødelagt sin selvtillid

Eric Ambler: Send No More Roses (da. Send ikke flere roser)

3. Tilflytter

Med Hændelser ved vand indledte Kerstin Ekman i 1993 hele bølgen af nordsvenske hjemstavnskrimier, der altså foregår i mindre byer langt deroppe, hvor folk er langt mere underlige end i hovedstaden.

»Storbyerne var begyndt at ligne hinanden for meget, så hvis man skulle have noget autentisk og originalt i sine krimier, skulle man op til Nordsverige,« siger Bo. Naturen spiller en rolle, den er vild og storslået, men bliver også ødelagt af menneskene.

I Hændelser ved vand bliver et kærestepar myrdet på brutal vis, og så oprulles konflikterne, blandt andet mellem idealistiske tilflyttere og de lokale – en meget aktuel skillelinje.

Giv den som gave til: en, der synes, at Tingbjerg-eksperimentet er for kedeligt

Kerstin Ekman: Hændelser ved vand

4. Sladderkolumnist

Så er vi tilbage i storbyen, her New York, hos amerikanske Colin Harrison, der er meget anerkendt i USA, men knap så kendt i Danmark. I 1996 udgav han Manhattan Nocturne, hvor hovedpersonen er en sladderkolumnist (tænk, hvis man kunne leve af det job!) og krimireporter, der møder en femme fatale og dumper ned på Manhattans dystre underside. 

»Han falder bogstavelig talt ned i en container. Selv er han en lidt snobbet type, og det er netop spillet mellem overbyen og underbyen, der er fascinerende,« siger Bo. 

Giv den som gave til: en Se & Hør-journalist, der søger nye græsgange

Colin Harrison: Manhattan Nocturne

5. Finne

Hvis man savner en hyggekrimi på listen, kommer her noget, der ligner: Finnen Antti Tuomainens Kaninfaktoren fra 2021, første bind i trilogien om en dødkedelig forsikringsmand – »lidt a la ham fra Hans Scherfigs Den forsvundne fuldmægtig«, siger Bo – der ender som leder af sin afdøde brors enorme forlystelsespark, inklusive besværligt personale. Det viser sig, at broren stod i gæld til den finske underverden, som nu banker på.

Finnerne er generelt gode til krimier, fortæller Bo, de er hjulpet på vej af en kultur, hvor drilleri kan strække sig over flere dage, og 14-dagesfester ikke er unormale. 

»Omkring jul gør fængslerne klar til maksimal cellekapacitet.«

Giv den som gave til: personalet i Fårup Sommerland

Antti Tuomainen: Kaninfaktoren (2021)

Det var alt for denne gang, men hvis man ikke kan få nok krimier, foreslår Bo, at man vender blikket mod Island. Til trods for det lave indbyggertal – cirka som i Aarhus Kommune – udspyer islændingene skønlitteratur og gode krimier, hurtigere end man kan nå at sige Eyjafjallajökull.

»Ragnar Jónassons trilogi om efterforskeren Huldas hele liv fra barn til slut er nærmest eksperimental kunst. Tidslinjen er brækket i stumper og stykker, den afslører hele tiden noget nyt og uventet. Krimikollegerne Arnaldur Indriðason og Yrsa Sigurðardóttir er også godt med.«

Selv har jeg altid været vild med Colin Dexter, manden bag Inspector Morse-bøgerne, og så er jeg ikke mere kreativ, end at jeg elsker Agatha Christie og Arthur Conan Doyle. Sidstnævnte kan endda finde ud af at skrive gode krimier, uden at nogen bliver slået ihjel.

Vi vender tilbage om to uger med tidens fem bedste bøger.