Listen. USAs venstrefløj dyrker de litterære klassikere, men kan ikke finde ud af at forsvare dem. Det mener litteraturblogger Naomi Kanakia, hvis livsværk er at promovere den vestlige kanon.
Pensum for de vakte
De seneste år er den progressive venstrefløj i USA blevet berygtet for sit opgør med den vestlige litteraturkanon. Døde, hvide mænd har været den nedladende samlebetegnelse for dens forfattere, racismen og kvindehadet ligesom underforstået, og værkerne læses på eliteuniversiteterne gennem en meget kritisk linse. Hvis de da ikke er erstattet for at »afkolonisere« pensum eller gøre det mere mangfoldigt.
Men det er en misforståelse, at man ikke kan anerkende og værdsætte det, amerikanerne kalder The Great Books – de gamle grækere, Shakespeare, Dante og så videre – bare fordi man befinder sig på venstrefløjen. Det siger Naomi Kanakia, hjernen bag det fremragende litterære nyhedsbrev Woman of Letters, der kan læses via platformen Substack, og forfatter til What's So Great About the Great Books?, som udkommer til maj og retter sig mod dem, der synes, at klassikerne er for vanskelige, for hvide, for undertrykkende.
Del:



