Hver weekend opstår hjemme hos mig timelange perioder, hvor min seksårige søn ikke har noget som helst at lave. Hans tv-tid er opbrugt, hans lillesøster sover, og hans forældre skal »lige sidde lidt«, som min kæreste og jeg kalder det, når vi gerne vil fritskrabe en smule selvstændigt liv. I gamle dage – og det er altså bare i 90erne – ville vi have sendt ham ned på legepladsen. Eller ud på gaden eller ned i gården, eller hvor børn ellers plejede at hænge ud i store klumper. Ud ad døren og lige ind i en scene fra Alle vi børn i Bulderby.

Men hver weekend begræder jeg massivt, at det åbenbart ikke er en mulighed længere. Hvorfor ikke? Ganske enkelt fordi der ikke er nogen børn udenfor at lege med. I hvert fald ikke nogen, der går rundt på egen hånd. Legepladsen er tyndt befolket, og de tilstedeværende unger hænger op ad deres forældre. Formålet er tydeligvis ikke, at børnene skal finde andre børn, men at familien skal på tur. Og fred være med det, men hvor er alle de andre?

Scanpix Brian Bergmann/Ritzau Scanpix

Måske frygter folk, at deres uledsagede unger bliver kørt ned af en bil. En rimelig bekymring; siden 1990erne er der kommet mange flere af dem på de danske veje: 311 styk pr. 1.000 indbyggere i 1990 versus 474 styk i 2024, ifølge Vejdirektoratet. Knap 20 meter fra vores hoveddør ligger en ret befærdet vej, og jeg er ikke så anticurling anlagt, at jeg vil sende en distræt børnehaveklasseunge ud at vandre på fortove, der jævnligt snittes af leasede Audier. 

Eller måske vil børnene hellere sidde foran skærme; dem er der også kommet flere af, og de er notorisk svære at rive folk væk fra.

Men det er jo bare forhindringer, der kan overkommes. Hvis man virkelig gerne vil vende tilbage til den frie leg fra 1990erne og før, kan det godt lade sig gøre. Man kan rive skærmen ud af hænderne på de små junkier, sætte dem på en legeplads og – som min kollega Christian Bennike har foreslået – bede alle de andre forældre om at skride hjem. Og så bytte dagen efter.

Hvis nutidens middelklasse er i stand til at proppe Aula med henvendelser hurtigere end ChatGPT og bage mental load-muffins til hele klassen, kan de nok også skubbe deres unger ud ad døren og ned i gården til den nærmeste potentielle ven.

JEG TROR, ÅRSAGEN til de manglende gadebørn er en helt anden, nemlig at forældre føler, de selv skal aktivere ungerne, lege med dem og derved opnå dyrebar fælles kvalitetstid.

Men her kommer min åbenbaring: Børn er langt bedre til at lege med andre børn, end voksne er. Selvfølgelig kan man tumle med sine unger, læse en bog med dem, tegne en tegning, se en film og lignende. Men som min søn ofte påpeger, når jeg med uskyldig mine foreslår, at vi skal gøre netop det: »Det er jo ikke at lege.«

Nej, at lege rigtigt ifølge børn er sådan noget, hvor vi sagde, at det her bord er et hus, hvorfra vi skyder på zombier, den her skål er en muffinstegepande, og se, her kommer nogen fra en YouTube-video. Og nej, mor, du kan ikke bare stå uden for legehuset og kigge på. Og så skal mor selvfølgelig ind i det skide legehus.

Nu udtaler jeg mig nødigt om, hvad der er naturligt eller ej, men en vinterindpakket voksen kvinde, der knækker sig ind i et mikroskopisk træhus for at drikke te af et stykke bark og skyde på en imaginær zombie? Det har jo aldrig været meningen. Og jeg vil vove den påstand, at det næsten aldrig er behageligt for forælderen. 

Muligvis sidder der en kvinde eller to derude, som med en voldsom indsats fra overjeget bilder sig ind, at nu lærer jeg søreme lille Otto at regne eller stave, mens vi banker rådne grene ned i en mørnet plastickop i syv graders varme, og det føles da rart, ligesom det føles rart at vinterbade. Men der er en grund til, at man tidligere kiggede mistænksomt på voksne, der hang for meget ud på legepladser: Det er ikke normalt.

Så jeg arrangerer legeaftaler for min søn med børn, der bor mange kilometer væk, og åbner døren for ethvert familiemedlem med jævnaldrende unger. Og næsten hver gang bliver min teori bekræftet: Børn er rimelig gode til at lege med hinanden. 

Men hvorfor skal det være så besværligt? Hvordan er jeg blevet mit barns personlige assistent?

Det må laves om, og mit forslag er dette: Næste weekend siger alle vi med børn under ti år, at nu går du ud ad døren og kommer ikke tilbage, før du har fundet en jævnaldrende ven. 

Resultat: Ingen iPads, ingen rustne voksenknæ i træhuset, ingen dårlig samvittighed over at være en halvhjertet legekammerat. Gaderne vil myldre med rødkindede unger. 

Og indenfor? Der skal forældrene lige sidde lidt.