Hver weekend opstår hjemme hos mig timelange perioder, hvor min seksårige søn ikke har noget som helst at lave. Hans tv-tid er opbrugt, hans lillesøster sover, og hans forældre skal »lige sidde lidt«, som min kæreste og jeg kalder det, når vi gerne vil fritskrabe en smule selvstændigt liv. I gamle dage – og det er altså bare i 90erne – ville vi have sendt ham ned på legepladsen. Eller ud på gaden eller ned i gården, eller hvor børn ellers plejede at hænge ud i store klumper. Ud ad døren og lige ind i en scene fra Alle vi børn i Bulderby.

Men hver weekend begræder jeg massivt, at det åbenbart ikke er en mulighed længere. Hvorfor ikke? Ganske enkelt fordi der ikke er nogen børn udenfor at lege med. I hvert fald ikke nogen, der går rundt på egen hånd. Legepladsen er tyndt befolket, og de tilstedeværende unger hænger op ad deres forældre. Formålet er tydeligvis ikke, at børnene skal finde andre børn, men at familien skal på tur. Og fred være med det, men hvor er alle de andre?