En hjælpende hånd fra helvede

Indgangen til sportshallen er fyldt med piger. De store teenagere står ved et bord, bevæbnet med glimmerspray, glimtende krystaller og hårgelé så tyk, at den skal pensles på. De små piger står i en lang kø med lange øjne og venter på deres makeover inden den pokalfinale i kvindernes basket, som vi har købt billetter til sammen med min datters baskethold.

Og for en gangs skyld har jeg opdaget begivenheden i god tid. Jeg har meldt mig til i Holdsport-appen, overført penge på MobilePay til det rigtige nummer og aftalt at få et lift derud af en anden mor. Jeg har styr på det, indtil jeg opdager, at alle de andre forældre står med en ekstra T-shirt i hånden. Ved et andet bord kan man nemlig spraypainte sit tøj med graffitiagtige basketlogoer, og det kom der selvfølgelig en notifikation om, mens jeg ikke kiggede. Der kommer altid en notifikation til som led i universets konstante påmindelse om, hvor utilstrækkelig man er som forælder.

Apps blev, ligesom atombomben, udviklet med de bedste intentioner. Selvfølgelig lyder det som en god idé at samle alle praktiske informationer ét overskueligt sted, så man slipper for krøllede papirlapper i skoletasken, men det endte ikke godt for Hiroshima. Apps er stedet, hvor min selvopfattelse som ansvarlig mor brænder op indefra. Apps er der, hvor jeg ikke opdager ting, og hvor andre forældre samles for at aftale alt det, jeg ikke må vide, før det er for sent. Potentialet for fiasko er uendeligt.

På Aula får jeg beskeder som »Husk at det er i morgen vi holder skole-hjemsamtaler«. Jeg kan overhovedet ikke huske at have fået en besked om det, så jeg går ind i beskedbakken og søger på »skolehjemsamtale« med og uden bindestreg. Jeg scroller langt ned og leder også under det punkt, der hedder »Overblik«. En god ambition fra Aulas side, synes jeg. Til sidst må jeg opgive og ulejlige læreren og få at vide, at jeg har tid klokken 13.30, hvor jeg selvfølgelig ikke kan komme.

Problemet med apps (for mig) er, at de ser ægte ud på overfladen. De lover ro og overblik, men når jeg griber ud efter noget at holde fast i, smuldrer det som et fatamorgana mellem hænderne. Så snart man er logget ind, står man i et spejlkabinet af illuderet virkelighed.

Det bliver ikke bedre af, at stemmer taler til en, uden at man kan få øje på nogen. En besked i Aulas ugeplan kan for eksempel lyde sådan her:

»Jeg er på kursus i dag, så klassen skal have vikar.« 

Intet navn, bare »jeg«. Ikke at forveksle med det »jeg«, der har skrevet: »Jeg håber, I alle har haft en dejlig påskeferie og spist en masse påskeæg! Glæder mig til at se jer alle sammen.«

Mine børn har haft et skiftende antal franskvikarer, dansklærere og matematikundervisere, og selvom jeg selvfølgelig godt ved, hvad deres lærere hedder, vil jeg ikke opfordre nogen til at sætte penge på, at jeg gætter rigtigt. 

Aula er et mangehovedet monster, der insisterer på at være personlig, men nægter at give sig til kende.

Et andet problem (for mig) er, at Aula har slettet datoerne fra ugeplanen og dermed et af appens få, faste holdepunkter. I stedet for datoen står der ting i parentes, man ikke ved, hvad betyder. Her fra en tilfældig uge:

»Tirsdag (11).« 

»Onsdag (8).« 

»Torsdag (11).«

Er der en obskur militærenhed for psykologisk krigsførelse, der har fået lov til at øve sig på at så tvivl om virkeligheden?

Det eneste, der er værre end Aula, er de forældre, der kan finde ud af Aula. Jeg vil ikke vide, hvilke menneskelige egenskaber de er i besiddelse af, men mon ikke de var afgørende for udrulningen af Det Tredje Rige.

Det eneste, der er værre end forældre, der kan finde ud af Aula, er at være tvunget til at bede dem om hjælp. De er selvfølgelig supertålmodige og imødekommende og lyshårede, hvilket gør det endnu mere ydmygende at tage imod hjælpen, for jeg ved, at jeg eksistentielt har ret, men det er stadig mig, der ikke kan finde ud af, hvornår der er diskofest.

Og selvfølgelig er det min egen skyld. Jeg har et »livsfjernt forhold til virkeligheden«, som der stod i mine papirer, da jeg havde været til optagelsessamtale på journalistuddannelsen på SDU. Sekretæren blev helt stille i telefonen, da hun havde læst det op, efter at jeg ringede og ville vide, hvordan samtalen var gået. 

»Det står der altså,« sagde hun. 

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg sagde, der fik dem til at drage den konklusion, men jeg mister hurtigt overblikket, og min opmærksomhed er kort. Jeg forstår ikke, hvorfor ting der bliver sagt mellem linjerne, ikke bare står på linjerne, og det hjælper heller ikke, at jeg har tendens til paranoia. Der skal ikke meget til, før jeg føler, at jeg er med i et Truman-show. 

Dertil kommer, at jeg er dårlig til at holde styr på ting. Jeg vil slet ikke skrive, hvor lang tid det tog mig at forstå, hvilke ugedage og weekender jeg har børnene (ulige og lige. BørneFRI i LIGe uger. Det var ikke engang mig selv, der regnede det ud).

Jeg tjekker kun børneapps hver anden uge, hvor jeg har børnene, og jeg melder mig aldrig frivilligt til noget, der kræver koordinering. Jeg kommer ikke til forældrefesterne og lever i det hele taget på trivselsgruppens nåde. 

Det er ikke, fordi jeg ikke prøver. Jeg skriver ting ned i min kalender som en psykiatrisk patient, der prøver at holde fast i virkeligheden. 17:00 pizza på den store græsplæne. Husk idrætstøj. Husk bog til læsestund. Der kommer bare altid en parallel kalender ind i billedet.

Når en ny vante eller drikkedunk eller hættetrøje forsvinder ind i Det Store Intet, føles det som at synke endnu en centimeter ned i kviksandet. Engang gav jeg Gitte fra SFOen en æske chokolade, fordi hun fandt en sovepose, der havde været forsvundet i et år. Bare for at genetablere orden i universet.

I baskethallen endte min datter og jeg med at skynde os ud i et omklædningsrum. Hun tog sin stribede trøje af og lynede vinterjakken over den bare mave, og mens jeg stillede mig i rækken af smilende forældre og skammede mig, fiskede min datter skabeloner og sprayflasker frem fra bordet i lyserød og grøn og blå. Ved siden af sine veninder skabte hun sin egen basketgraffitibluse, fokuseret og tilstedeværende og optaget af det, der lå foran hende. Jeg håber, jeg arver det fra hende en dag.

Jeg husker det, som om jeg var mere cool, da børnene var små. Jeg sagde til mig selv, at jeg havde opfyldt mine basale forpligtelser, hvis solen gik ned, og alle stadig var i live, havde fået mad, spillet computerspil og set fjernsyn, haft legeaftaler, var blevet kysset og måske endda været i bad. Tillykke. Du overlevede endnu en dag i forældrespillet. Kan man ikke få en notifikation om det?

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.