Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Er venstreorienterede bare bedre kunstnere? Det er den debat, der har rejst sig i kølvandet på vores dækning af en digtoplæsning med Emil Salzer og Frederik Lind Køppen, Lars Bukdahls anmeldelse af de tos værker samt en kommentar fra hans hånd, hvor han skrev: »Jeg tror ikke, at venstreorienterede er mere talentfulde, men det er uomtvisteligt, at de talentfulde er mere venstreorienterede.«

Uanset set om man er enig eller ej, tror jeg ikke, at mange vil blive chokerede over at høre, at de danske kunstnere, hvis politiske holdning man nogenlunde kan sjusse sig til, typisk hælder mod venstre. Der er i hvert fald skrevet flere klimabøger og -digte end skønlitterære værker om problematisk islam (med Yahya Hassan som en mærkbar undtagelse) eller om glæden ved benzinbiler (vi tipper med hatten for Johannes V. Jensen). Jeg har endnu til gode at se en underskriftsindsamling, hvor skuespillere, sangere og skulptører samles om skattelettelser eller en rydning af Christiania. Eller hvad med knækprosa om utrygheden omkring Kærshovedgård?

Hvorfor er det sådan? Og hvor er nutidens borgerlige forfattere – der vel at mærke skriver værker, man kan aflæse som borgerlige? Lad mig Deres mening høre på msre@weekendavisen.dk.

Og nu til tidens fem bedste bøger, apolitisk udvalgt af vores kritikere:

1. Nostalgi

Det er en stor begivenhed i den litterære verden, når Ian McEwan skriver et mesterværk, og det har han gjort ifølge Anne Sophia Hermansen, der kalder Hvad vi ved for McEwans mest vellykkede bog. Romanen følger en lektor i år 2119, en postapokalyptisk periode, hvor man på universiteterne betragter vores nutid med nysgerrighed og fascination: Vi var vilde, dekadente, opfindsomme, sjove og lidt sindssyge. 

Lektoren forsker i en forsvundet og sagnomspunden sonetkrans, som en for længst afdød Francis Blundy skulle have skrevet og læst højt for sin kone under en middag i 2014. Det er en vild tanke: at nutiden en dag vil blive mystisk og uigennemtrængelig, et mål for efterforskning og nostalgiske længsler.

Giv den som gave til: en, der er skeptisk over for nutiden

Ian McEwan: Hvad vi ved

2. Barndom

De sidste seks år har jeg langsomt samlet mig et lille Strid-bibliotek, som jeg læser højt for min seksårige søn og etårige datter: Klodsformede bøger med papsider om forskellige slags værktøj, farver og tal. I form med tapiren, hvor titlens dramaqueen-dyr omdannes til obskure geometriske figurer. Mimbo Jimbo bygger et fyrtårn, der forklarer, hvordan man laver en vindeltrappe af sten.

Og ligesom Lars Bukdahl har jeg bemærket Jakob Martin Strids idiosynkratiske nørdethed, den nærmest brugsvejledningsagtige akkuratesse, der også kommer til udtryk i hans seneste, minimalistiske serie om Lille Panda. Første bind starter med, at Lille Panda bygger sin egen verden med biler, skibe, træer og satellitter; et godt eksempel på Strids fascination af genstande. Hvilket er meget smart, hvis man skal udvide sine ungers ordforråd.

Giv den som gave til: en sød lille nørd

Jakob Martin Strid: Lille Panda i verden & Lille Panda møder Lille Tiger & Lille Panda og Panda-fars bil.

3. Alderdom

Der er noget usigelig trist over plejehjem, uanset hvor søde og dygtige og professionelle de ansatte måtte være. Engang havde jeg et sommerjob med at levere mad til tre forskellige plejecentre, og hver gang jeg trak rullebordene med pålægsmadder og koldskål ind på gangene, slog det mig, hvor unaturligt stille der var. Medmindre nogen råbte »hjælp« inde fra et af værelserne.

Man kan godt forstå, hvis beboerne får lyst til at protestere mod den fornemmelse af gru og venteværelse. Det gør de så i Plejehjemmet af Marie Høegh, et 24-årigt tegneseriehåb, der lader sig inspirere af folk som den amerikanske tegner Robert Crumb, når hun tegner tunge hudfolder i ansigterne på de oprørske gamle. Det er grimme billeder på en grim virkelighed, skriver Erik Barkman.

Giv den som gave til: for Guds skyld ikke en sosu

Marie Høegh: Plejehjemmet

4. Familie

Constance Debré er en forfatter, der er værd at læse, ikke for de ting, hun har gennemskuet, men for alt det, hun ikke har gennemskuet, skriver Amalie Langballe. I sin seneste selvbiografiske roman, Navnet, præsenterer Debré – der selv har rødder i aristokratiet og Frankrigs politiske elite – en slags politisk manifest, hvor hun går ind for afskaffelse af arv, forældremyndighed, ægteskab, slægtsnavne og alt, hvad der i hele taget binder mennesker til hinanden.

Da jeg læste beskrivelsen af Navnet og Debré, tænkte jeg straks, at hun lød i hvert fald halvblind for sin egen position: Kun den, der kommer fra rigdom, kan kokettere med at smide det hele. På den anden side må man have ondt af Debré: Hun ser ikke sin søn, hendes forældre var misbrugere, og mellem linjerne i hendes absolutte erklæringer lyser en sårbarhed, som Debré ikke rigtig vil være ved.

Giv den som gave til: en konfirmand, der er sur på sine forældre

Constance Debré: Navnet

5. Filmstjerne

Hvis jeg levede en rodløs tilværelse som Debré og hverken havde mand eller børn derhjemme, ville jeg bruge al min tid på at læse Hollywood-biografier. Det er en skrækkelig kliché, men jeg elsker bare alle røverhistorierne om filmguldalderens fordrukne og forsømte berømtheder, og nu har en af dem, 80-årige Liza Minnelli, skrevet sine erindringer.

Misbrug har været en stor del af hendes liv, hun har svinget mellem ædruelighed og rendesten samt fået hjælp fra Elizabeth Taylor og Frank Sinatra. Men hun står stadig, skriver Sarah von Essen, munden rød som en kinesisk lakæske. 

Og et levende eksempel på linjerne fra Cabaret, sangen og filmen, der gjorde hende til et ikon: »Start by admitting from cradle to tomb/ It isn't that long a stay/ Life is a cabaret, old chum/ It's only a cabaret, old chum/ And I love a cabaret.«

Giv den som gave til: en, der sidder lidt for meget over bøgerne

Liza Minnelli: Kids, Wait Till You Hear This!