Anmeldelse: Stjernens navn er malurt og Emil Salzer. Fra deres eget fritsvævende hjørne af poesiscenen forsøger de unge, antiwoke og anti-antiracistiske digtere Emil Salzer og Frederik Lind Køppen uden meget held at skingre sig tydelige.
Spejl, spejl
I gamle dage kunne moderne digtere godt være konservative. Ikke lige i Danmark, hvor til gengæld formelt konservative digtere sagtens kunne være progressive – Harald Herdal! Voksendigtende Halfdan! – men i det store udland: store digtere og modernister som T.S. Eliot og Gottfried Benn, for slet ikke at tale om decideret fascistiske Ezra Pound og alle de racerbilfræsende, italienske futurister med deres fantastiske manifester.
Moderne, modernistiske, danske digtere har slet, slet ikke kunnet være konservative eller højreorienterede eller reaktionære (eller fascistiske eller nazistiske). De har kunnet være mavesure og jeronimusagtige – Henrik Nordbrandt! – men det er jo ikke det samme, og endda også kulturkonservative – Søren Ulrik Thomsen! – men virkelig ikke politisk konservative.
Del:
