Forlægger Frederik Hegel trykkede stemplet i bund. Den brandgule sportsvogn – forsynet med Københavns kraftigste bilmotor – satte afsted i raketfart. Op gennem Klareboderne, forbi Kongens Have og i retning af Kastellet. Fyraftensruten var et veritabelt slalomløb mellem uopmærksomme fodgængere, der vekslede nyheder midt på kørebanen, sådan som man jo gjorde i en by med en hastighedsgrænse på 15 km/t.

Hegel trak rattet skarpt mod venstre, fortsatte op ad Østerbrogade og huggede bremseklodserne i ud for hjemmet ved Trianglen. Der var penge i litteratur, og overskuddet fyrede den unge levemand og Gyldendal-arving af på sin store passion: motorsport. Bøder blev afregnet kontant.

Sideløbende samlede forlaget på forfattere, som hyldede fartens og fremskridtets fortræffeligheder. Guldfuglen var Johannes V. Jensen, der havde prøvekørt et automobil under verdensudstillingen i Paris og var inspireret og besjælet af det potente ståldyr. Den menneskelige formåen besang han første gang i Den gotiske Renaissance fra 1901. Stjerneforfatteren proklamerede ligefrem, at motorkørsel på kanten af naturlovene var en højere form for religiøs praksis end at stå og fremmumle virkningsløse bønner i kirken.

Anderledes tavs var han, når det gjaldt maskinalderens destruktive sider. Nok skulle litteraturen sætte problemer til debat, som slagordet lød under det moderne gennembrud, men at kritisere tidens tekniske landvindinger grænsede til blasfemi, fordi det satte spørgsmålstegn ved selve det moderne.

»Automobilisterne er jo vor tids højt beundrede helte,« som litteraturkritikeren Christian Gulmann bemærkede i Berlingske Tidende.

I MAJ 1907 forsynede Frederik Hegel så sin sportsvogn med fire glatte racerdæk, bad igen privatchaufføren fortrække til passagersædet og placerede sin elegante hustru omme bagved under kalechen. Med dødsforagt satte han sig bag rattet og efterlod en giftsky af blågrå benzol.

Afsted gik det op ad de grusbelagte nordsjællandske landeveje. Over Rungsted til Hørsholm i retning af Holte. Forlæggeren pressede de 75 hestekræfter til det yderste. Så var den franske motorvogn til gengæld også klar til Sjælland Rundt den følgende morgen – og racerløbets storfavorit.

Lige efter Hørsholm Slotshave slog vejen et lille sving. Frederik Hegel hev i rattet, men bilen fortsatte ligeud. Med voldsom kraft tørnede køretøjet ind i et gammelt vejtræ, som splittede karosseriet i to. Hustruen blev slynget ud af bagvognen, mens forlæggeren og hans chauffør fortsatte på to hjul et halvt hundrede meter længere op ad grusvejen.



De fandt den unge frue bevidstløs i vejgrøften med et brækket lårben og et blodigt hul i panden. Hun blev straks gelejdet på sygehuset, mens svigerfar – Gyldendals direktør – kom ilende til i sit røde kæmpeautomobil og fik slettet alle spor.

En anonym ingeniør anslog ifølge Berlingske Tidende, at sportsvognen havde kørt omtrent 100 km/t – over tre gange hurtigere end det tilladte på landet. Omkostningerne var en klækkelig bøde, en god portion folkelig forargelse og en smule mediedebat om tidens fartfeber.

For »når en automobilist, trods den stærke færdsel på Københavns gader, vil køre med en hastighed, der langt overgår det tilladelige, og når han absolut skal svinge ud foran sporvogne og andre vogne imod alle rimelige køreregler«, som ingeniøren sagde, »så straffes den mindste uagtsomhed.«

Selv blev Gyldendals fartgale fremtidshåb sendt til udlandet for at køle af.

HANS FRAVÆR GJORDE nu ikke Københavns indbyggere mindre ængstelige. Den sønderslåede sportsvogn blev hurtigt afløst af nye indretninger i skinnende metal, glinsende lak og slebet krystalglas, og over gaderne hang en umiskendelig stank af gummi og benzin.

Der gik ikke en uge, uden at aviserne var fulde af skræknyheder om kvaste kølere og knuste kroppe. Man gik i fare, hvor man gik, og enkelte blev ligefrem ramt af »automobilrædsel«.

Sagen blev selvfølgelig ikke bedre af, at de færreste fumlegængere var bekendt med de basale færdselsregler.

Det forhold fik politiassistent Søren Sørensen Stenaae til at kaste sig over forfattergerningen.

»Vejledning i at færdes paa Københavns Gader uden Fare for at blive kørt over,« lyder titlen på den selvhjælpsbog, han udgav i 1908 i et forsøg på at komme uvæsenet til livs. Instrukserne kan sammenfattes i korthed: Se dig for, hold til højre, og brug fortovet.

Embedsmændene i Københavns Kommune blev så vilde med det lille mesterværk, at de besluttede at benytte det i opdragelsen af byens skoleungdom.

SIDEN FULGTE FØRSTE Verdenskrig, og de færreste var længere i tvivl om, at menneskeskabte mirakelmaskiner også kan vendes mod mennesket selv.

»Verden går ikke mere fremad,« konstaterede Johannes V. Jensen slukøret i Politiken.

Han forsøgte ikke desto mindre at redde teknikkens ære ved at skelne mellem dens forbedringer i fredstid og dens destruktive brug i krig. For at overbevise sig selv om antagelsens gyldighed investerede han i foråret 1916 i en motorcykel. En stor engelsk maskine med seks hestekræfter og en smuk rødlakeret tank.

Johannes V. Jensen var himmelhenrykt over sin rappe tohjulede kværn. Faktisk findes der kun ét eller to billeder af ham, hvor han smiler, og størst er glæden på det, hvor han sidder overskrævs på sin fremtidsmaskine.

»Fart for fartens egen skyld har altid været det naturlige menneskes fornemste forlystelse,« skrev han i avisen Social-Demokraten.

Der var nu ellers ikke meget at smile af, for i de år fik han en udfordrer som dansk litteraturs førstemand: avantgardedigteren Emil Bønnelycke. Han gjorde motorkøretøjerne til selve omkvædet i sit opgør mellem land og by og mellem bagstræb og fremtidshåb.

»Hastighedens skønhed er den skønhed, vi vil dyrke,« proklamerede han i et hyldestdigt til automobilet.

Som svar på Jeppe Aakjærs storsælgende landboidyl i Rugens Sange diskede den unge flanør op med et futuristisk inspireret alternativ med titlen Asfaltens Sange. Umaskeret storbyromantik anno 1918.

»Jeg er asfaltens søn, der stenes og slides af drømme om biler og kiosker, fliser, facader, butikker, markiser, larmende hjul og sporvogne,« skrev han, hovedkulds forelsket i den hvileløse hovedstad.

Bilisternes hasarderede adfærd blev ophøjet til »risikoens kildrende fryd«.

EMIL BØNNELYCKES MOTORDIGTNING blev fulgt af en sand flodbølge af billitteratur, der fremstillede befordringsmidlet som et stykke erotisk legetøj.

»Hun sneg handsken af, lagde sin hånd hen over hans fingre, lænede sig over imod ham,« hedder det i en roman af Jørgen Bast fra 1920, »og idet hun jog neglene i hans kød, hviskede hun i hans øre: ’Kør vildt, Poul, kør vildt!’«

Det gør Poul så.

»Tænderne var knuget tilbage mod kødet for at kvæle et skrig af vellyst. Hun løftede sit bryst i en vild higen efter at sønderslås, tilintetgøres i dette motororgie – blande sit elskovsskrig med hornets hyl – blive et med selve den ulegemlige fart. ’Det var dejligt, Poul … dejligt!’ sukkede hun, da de i en brutal bue cirklede sig ind på galopbanens vognpark.«

Det var også i de år, at begrebet »motorbølle« gled ind i dansk sprogbrug, og politirapporter og erindringsskrivelser sladrer om forfatterstandens rigelige andel i tidens trafikdomme og færdselsforseelser.

Som forfatteren og teatermanden Paul Sarauw, der gav den gas op gennem Jylland, fordi motoren gik ud, så snart bilen holdt stille. Tjuhej gik det, ind gennem Aalborgs snævre gader og hen over Limfjordsbroen uden at holde tilbage en eneste gang.

Sarauw var i det hele taget af den opfattelse, at trafikale udfordringer skyldtes alle de andre.

»Det er en kendt sag, at en bil udøver en fuldkommen magnetisk virkning på de fleste dyr,« formulerede han sit syn på trafikken i Politiken i 1920.

»Men de værste sindsbevægelser udsættes man dog for af fodgængerne. Folk kan være nok så påpasselige og årvågne, når de går inde på fortovet. Så snart de kommer ud på kørebanen, falder de i en dyb søvn, lukker øjnene og flakker frem og tilbage i uberegnelige buer. Og Gud nåde den, der vækker dem eller kommer til at strejfe deres hårdtpumpede bagparti med forskærmen. Bøde, bøde, bøde!«

DA VAR FREDERIK Hegel for længst vendt hjem fra udlandet og havde overtaget farmands direktørtjans på Gyldendal. Det forstørrede ansvar satte nu ikke en stopper for bilentusiasmen. I september 1920 drønede han og fruen op ad Strandvejen i høj fart og placerede kofangeren direkte i siden på en cyklist. Det var langtfra sidste gang, de kørte galt.

Københavns trafikale junglelov fik ordensmagtens håndhævere til at ligge i skjul bag byens vejtræer med stopure for at snuppe fartsynderne. Effektiviteten fik forfatteren Julius Magnussen at føle, da han i oktober susede ud ad Ryvangs Allé i sit automobil og slap derfra med en klækkelig bøde, hvorpå kollegaen – og forfatteren til byens navnkundige Motor-Revy – Johannes Ravn-Jonsen gik i fælden.

Da Københavns Kommune langt om længe begyndte at føre statistik over problemernes omfang, var det chokerende tal. I året 1921 skete der 236 færdselsulykker med bil eller motorcykel alene i København og på Frederiksberg. De 15 med døden til følge.

De forhøjede kollisionsrater i massebilismens tidsalder fik en fodgænger fra Frederiksberg at føle, da han i juli 1924 forlod lejligheden på Jacobys Allé, spankulerede ned ad Pile Allé og ind på Vesterbrogade.

Bang!

Som et lyn fra en klar himmel blev herren torpederet bagfra. Detaljerne fremgår af aviser og politiforhør. Køretøjet blev ført af direktør Axel Gordon Knudsen fra Korsør, som skyndte sig at tilse ofret – og fik sig lidt af en overraskelse.

I sølet lå Johannes V. Jensen.

Tililende gadebetjente fik den forslåede forfatter på benene og optog rapport. Et par centimer mere, og sammenstødet havde kostet den gyldendalske hofpoet livet.

I november kom sagen til behandling i Københavns Byret, men Johannes V. Jensen nægtede at tage imod erstatning, og dommeren lod den uopmærksomme direktør slippe med en klækkelig bøde. En måned efter blev skribenten Jens Pedersen-Bjergaard mejet ned af en varebil præcis samme sted.

De mange ulykker fik den inkarnerede bilist, ingeniør Holger Winge, til at udgive en lille rød pamflet: 60 Regler for Automobilførere. Den tilskyndede bilisterne til ikke at drikke spiritus, inden de satte sig bag rattet, og at holde afstand til de børn, der ofte hang bagpå forankørende biler, da de havde det med at drysse ned på vejbanen. Og så skulle man for alt i verden trykke hornet i bund – vedholdende og længe – når man passerede landsbyer, hvor folk ikke havde det fjerneste begreb om fart.

JOHANNES V. JENSEN kom til hægterne igen, og det modne menneskes prøvelser og selvrefleksion samlede han på skrift i form af en lille novelle.

I den følger man Sophus og Vira, der kommer forsinket med færgen fra Jylland og ræser tværs over Fyn på motorcykel for at nå færgen til Sjælland. Undervejs overhaler de flere biler, men farer vild i Odense og må stoppe for at tanke benzin. Da parret overhaler den sidste bil, går det galt. For »da skete det, der kan ske, når en motorcyklist drister sig til at køre om kap med et automobil: Føreren på vognen grinte og lod masken falde. Det var døden«.

Novellen blev offentliggjort i Social-Demokraten juleaftensdag 1925.

Undervisningsministeriet opfordrede kort efter skolerne på landet til at gøre færdselsreglerne til lejlighedsvis genstand for omtale. Samtidig gled novellen ind i pensum, hvor den sidenhen blev afløst af Carl Th. Dreyers filmatisering under titlen Naaede de Færgen?. En film skabt på foranledning af Rådet for Større Færdselssikkerhed og karakteriseret som »den krasseste færdselspropaganda endnu vist i danske biografer«.

Johannes V. Jensen kunne efterhånden se tilbage på et langt og succesfuldt forfatterskab, som ifølge hans egne ord i bogen Vor Oprindelse i udtalt grad havde »stået i trafikkens tegn«. Som en anerkendelse og hyldest forærede Gyldendal ham en gave, og Frederik Hegel vidste præcis, hvad forfatteren manglede.

Sådan gik det til, at Johannes V. Jensen i 1927 blev bilejer.

Men i modsætning til forlagsdirektøren bad stjerneforfatteren sin hustru tage plads ved roret, og i de følgende år kørte fru Else med stor nænsomhed ægtemanden omkring i den firhjulede foræring – en Ford – og sikkert ind i fremtiden.