Liza Minnelli ligner sig selv. Hun er netop fyldt 80 år, hun står knap på benene, men hun er her, og hun ligner Liza Minnelli. Nok er hun medtaget af piller, sprut og et langt liv med hårdtarbejdende, nu gigtplagede danseben. Men hendes ansigt har ingen alder, eller nærmere: Det har den særlige alder, som hollywoodansigter har, hvor det er umuligt at gætte en alder. 

Men hun er alligevel – selvfølgelig! – så umiskendeligt Liza Minnelli med tekop-store øjne, sortknitrende hår og en mund, der for det meste stadig er rød som en kinesisk lakæske.