Anmeldelse: Hvad vi ved. Ian McEwan har skrevet en forunderligt kærlig roman, en nænsom svanesang, en civilisatorisk vuggevise, måske endda et mesterværk.
Hvad fremtiden ved om os
Når vores efterkommere om 100 år ser tilbage på vores samtid, hvad vil de så tænke? Vil de anklage os? Skamme sig? Måske misunde os? Ian McEwan kredser om svaret i Hvad vi ved, en science fiction-roman uden science og en fortælling om, hvor lidt vi i virkeligheden ved om hinanden. De første 200 sider kan virke langstrakte. Men hold ud, det er der en mening med.
Thomas Metcalfe, en ensom universitetslektor og romantiker, lever i 2119, men længes tilbage til en tid før Oversvømmelsen og Forstyrrelsen. Tilbage til en tid, før en kolossal russisk brintbombe detonerede i Atlanterhavet og sendte 70 meter høje bølger mod Europa, Vestafrika og Nordamerika, så store dele af kontinenterne forsvandt. Milliarder af mennesker døde, og de overlevende bebor en dystopisk verden, som langsomt åbenbares for os. En verden, hvor USA er hjemsøgt af borgerkrig, og hvor Nigeria er en supermagt, mens størstedelen af Europa og Rusland ikke er værd at skrive hjem om.
Del:



