Tilværelsens ulidelige sexløshed

Freud skriver i Kulturens byrde, at samfundets krav og konflikter kommer til syne som lyster og perversioner i soveværelset. Her – 100 år efter – synes lyster at være blevet til ulyst og perversioner til melankoli, for store dele af verden er hjemsøgt af dalende sexlyst, og det er særligt de unge, den er gal med.

Det viser undersøgelser fra USA, Frankrig og Storbritannien.

Men det gælder også for Asien, hvor især Japan stikker ud: Her er hver fjerde stadig jomfru, selv op i 30erne.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det forholder sig sådan, og om det også er tilfældet i Danmark.

Underligt nok ved vi ikke det sidste, eftersom der ikke er opdateret dansk forskning på feltet. I 2019 udkom rapporten Sex i Danmark, og den viste blandt andet, at hver tredje kvinde og hver fjerde mand opfatter deres eget sexliv som enten dårligt eller ligefrem ikkeeksisterende. Rapporten pegede også på, at tidspunktet for den seksuelle debut var let stigende, og at mange har seksuelle problemer.

Når man tænker på Freuds ord, er det tankevækkende, at danskernes sexliv ikke får mere forskningsmæssig opmærksomhed. Men det skal ikke forhindre os i at reflektere over andre landes forskning og heller ikke i at antage, at danskerne, der er hjemsøgt af faldende fertilitet, nok også er det af faldende lyst i lighed med andre lande med avancerede økonomier.

For hvad er årsagen til, at vi, som aldrig har haft et mere frit forhold til seksualitet, aldrig har talt så meget om det eller været så sextolerante, nu er blevet så lidt interesseret i at have sex med hinanden?

Har corona eller MeToo sat sig som en ængstelighed i vores kroppe? Har skærmenes indtog gjort os til autoerotikere – eller ligefrem en form for aseksuelle, fordi vores belønningscenter nu stimuleres via teknologien? Har præstationssamfundet gjort os for udmattede til at have sex? Eller er vi tværtimod blevet for puritanske til at have noget så anti-instagrammable som filtret hår og ufiltreret kropskontakt?

Er vi blevet fremmede for hinanden? Måske endda for selvoptagede til at give os hen? Eller for ængstelige til at turde satse lidt af os selv i mødet med andre?

Svaret er, at det er kompliceret.

Og netop derfor kan det undre, at vi ikke har en intellektuel debat om årsagerne til den store sexression.

I de internationale undersøgelser er det som sagt påfaldende, at det især er de unge, som ikke bare holder mere på formerne, men også holder sig så meget tilbage, at det ifølge den californiske undersøgelse var hele 38 procent af de adspurgte 18-30-årige, der ikke havde haft et eneste samleje det foregående år.

Ifølge Debby Herbenick, som er professor på Indiana University School of Public Health – Bloomington, handler det om, at det er blevet mere legitimt at være aseksuel, ligesom hun henviser til forskning, der mener at kunne påvise en forbindelse mellem gaming og manglende sexlyst samt til forskning, der belyser, om unges dalende sexlyst også kan hænge sammen med, at de indtager mindre alkohol.

Ligesom i debatterne om den faldende trivsel blandt unge er der næppe én årsagsforklaring, men da jeg forleden skulle interviewe en professor i kunstig intelligens, sagde han noget, der fik mig til at tænke på endnu en forklaring.

Han fortalte nemlig, at flere millioner mennesker i dag dater en romantisk AI-chatbot, altså at de har en virtuel kæreste, som hverken er toksisk, krævende, morgensur, humørsvingende, præmenstruel eller utro. Og selvsagt heller ikke virkelig.

Selvfølgelig kan det være fint med teknologisk selskab, hvis man er ensom, men måske peger stigningen i AI-kærester også på, at vi har mistet lidt af evnen til at omgås hinanden, danne relationer, udholde andres kompleksitet og endda elske dem, selvom de er periodisk ulidelige. Ligesom os selv, i øvrigt.

For sex handler som bekendt ikke kun om at være liderlig, men også om hengivelse og samhørighed, og ligesom hengivelsen er et sats, er samhørigheden en eksistentiel nødvendighed. Og jeg er meget usikker på, om en AI-kæreste kan give os den samme oplevelse af at høre til i verden som et andet menneske kan.

Freud skriver videre i Kulturens byrde, at Eros og Ananke (naturnødvendigheden) er forældre til vores civilisation (og børn skal her forstås som et biprodukt af libido og fornuft), men sammen er de underordnet kulturen, det vil sige civilisationen, der begrænser seksualiteten.

Sådan er det stadig, men den dalende sexlyst begrænser også civilisationen, for vores fertilitetsrate falder jo, så spørgsmålet er, hvad Freud ville have sagt til den ulyst, der har sneget sig ind under civilisationens dobbeltdyne.