»Jeg fik samme besked igen og igen,« fortæller Jacob Savage. »De ville gerne ansætte mig, men de kunne ikke, fordi jeg var en hvid mand.« Hans tonefald er ikke vredt, snarere resigneret, grænsende til opgivende. Det er tidlig morgen i Los Angeles, solen skinner ind gennem vinduerne i hans hjem, og foran ham står en kop kaffe. Han tager en tår mere, inden vi taler videre om den mur af afvisninger, som han mødte i de år, hvor han skulle gøre karriere og blive til noget i Hollywood.

Det blev han aldrig, selvom filmstudierne var vilde med hans ideer og gerne ville hyre ham, siger han. Der var bare altid lige det med hans hudfarve og hans køn. I mange år forstod han ikke helt, hvorfor det var sådan. Var det måske blot en begrundelse, der skulle skåne ham for et ansigtstab? Var han i virkeligheden ikke dygtig nok? Tvivlen nagede ham, siger han, mens vreden over uretfærdigheden voksede. Det var først på en tur med sine venner for to år siden til Wyoming, at han for alvor forstod, hvad der var sket for ham og hans jævnaldrende i USA.