To år gammel digtede mit yngste barn en sang, der hed »Kold, kold finger«, og den tænker jeg på, hver gang jeg bakker ind mellem lysende snedriver på Rema 1000s parkeringsplads en af disse februaraftener og forsigtigt stiger ud på glatte fliser. Kold er min finger, der fremfumler en kold mønt og fatter om indkøbsvognens frosne greb, mens jeg mærker vinden bide langs den konturløse Rema 1000-mur og med vemod betragter den udendørs vareudstilling – lutter blå poser med iskold sprinklervæske.

Rema 1000 er også kølig indeni, lys og pur som et hospital ude i rummet. Egentlig kan jeg ikke så godt lide bygningen med dens lyse mursten, ej heller de nidkære p-vagter foran, der leder efter biler, hvor batteriet i parkometeret er fladt. Rema 1000s økogulerødder er også en smule slimede i posen (afhængig af årstiden), og det virker slummet, at oksestegene fra Uruguay er låst inde i et særligt gravkammer i køledisken.