Interview. Harald Toksværd var kendt som venstreradikal enfant terrible, der ikke tog noget seriøst. Det har ændret sig, efter at han sidste år blev fyret fra Danmarks Radio. I dag er han ulykkelig, søgende og aktuel med en konspirationsroman om katharerne.
Et tveægget Toksværd

Fra enfant terrible til middelalderromaner, provokatøren Harald Toksværd er dybt ulykkelig. Foto: Liselotte Sabroe
I en alder af 28 år har Harald Toksværd allerede mange titler: forfatter, dramatiker, musiker, religionshistoriker, litteraturanmelder og taleskriver. Det er der bare ikke nogen, der kender ham for. Kender man Harald Toksværd, kender man ham for at være en pisseirriterende provo, der fejrer Cepos-økonomers død og fotograferer sig selv med Bibelen på kønsdelene. En venstreradikal ragebaiter, som med færre end 140 tegn kan forarge hele det bedre borgerskab.
Den rolle, som hele Danmarks enfant terrible, har i vid udstrækning været til gavn for ham. Uden sin provopersona var han formentlig aldrig blevet optaget på DRs talenthold, og han havde nok heller ikke fået et stort interview i Weekendavisen. Men fyringen fra Danmarks Radio i oktober viste, at rollen også har en pris. Lige pludselig var det hele ikke længere en stor joke, og Harald Toksværd blev fyret fra et job, som han faktisk holdt af. »Det er let at være frygtløs over for magten, indtil man faktisk oplever, hvad magt er,« siger han. I dag beskriver han sig selv som søgende og ulykkelig; sit mest provokerende tweet fortryder han dog ikke.
Del:



