En uge er en evighed i politik, siger man. Et årti er som en afgrund af glemsel. Tænk blot på 2016, der allerede føles som en anden tidsalder. Obama var ved årets begyndelse præsident i USA. Merkel, Cameron, Hollande og Renzi var de førende politikere i Europa. Alt var normalt, indtil briternes chokexit den sommer fra EU og senere Donald Trumps sensationelle valgsejr i USA. Mange kommentatorer frygtede pludselig, at de vesteuropæiske demokratier ville falde på stribe som dominobrikker til den fremadstormende højrefløj. Den amerikanske forfatter Anne Applebaum forudså, at det ville blive enden på Vesten. Det politiske establishment var i panik.

Men så tabte den nye højrefløj først i Østrig, dernæst i Holland og endelig i Frankrig i foråret 2017. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forhindrede med sin bevægelse En Marche!, at republikken faldt i hænderne på Marine Le Pen, Rassemblement Nationals leder. Europas liberale åndede lettede op, mens Macron marcherede ind i Élyséepalæet. Frankrig havde stemt »ja til fremtiden«, sagde Lars Løkke Rasmussen, som få år senere kopierede den franske præsidents politiske formel med sit nye parti Moderaterne, der også skulle blokere de politiske yderfløje og sikre samling på midten. Men nu, næsten ti år senere, er fremtiden ankommet, og »liberalismen er ramt af sin største krise siden 1930erne«, siger den britiske forfatter og redaktør Adrian Wooldridge, som i mange år skrev for The Economist og i dag er kommentator på Bloomberg.