»NATO er død,« siger Robert Kagan uden tøven i stemmen, som var det en konstaterbar sandhed, der læses op af en nyhedsvært med lige dele professionalisme og nøgternhed.

Det er sen aften dansk tid i en af de mest urovækkende uger i mands minde. Udenfor har vintermørket omsluttet det ganske land, mens den dystre verdenssituation udlægges over en skrantende telefonlinje til den verdensberømte amerikanske kommentator i hans hjem i Washington i USA. Herfra iagttager han i disse dage verdens gang med lige dele forfærdelse og forbløffelse – og han nærer ingen illusioner om, hvad der er i vente for Danmark og resten af Europa.

»Det faktum, at vi overhovedet taler om europæiske tropper, der samles i Grønland for at afskrække amerikansk aggression, fortæller dig alt, hvad du behøver at vide. NATO findes ikke mere – og det er på tide, at europæerne indser det,« siger den kendte politiske kommentator til Weekendavisen.