Denne artikel udkommer også i Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev Under lup. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Så er der mindre end en uge til lokaldemokratiets store festdag, som ikke altid får samme opmærksomhed som det mere glamourøse folketingsvalg.

Men kommunalvalget er på mange måder det vigtigste valg, fortalte en økonomiprofessor mig for nylig. Her handler det ikke så meget om de store linjer, men om alle de små tandhjul, der faktisk kan gøre vores hverdag bedre eller værre.

Og så kan forholdsvis få stemmer være afgørende for, hvem der kommer i den lokale kommunalbestyrelse, og hvem der må undvære de spændende udvalgsmøder de næste fire år. Så skal man droppe et valg, så lad det være et andet end kommunalvalget, var professorens pointe.

Med det åg på skuldrene kan man jo hurtigt komme i tvivl om, hvem man skal stemme på, og det kan videnskaben ikke fortælle os. Men måske kan vi alligevel blive klogere af at sætte lokalpolitikken under lup og se på nogle af de mekanismer, der ikke altid kan ses med det blotte øje.

Nyhedsbrev: Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev, hvor vi bruger forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den. Udsendes hver anden uge.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Weekendavisen sender mig nyhedsbreve og bekræfter, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til formålet. Oplysningerne kan blive delt med tredjepart, og nyhedsbrevene kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Ineffektive redebyggere

Et af de helt store spørgsmål i landets store byer er, hvordan vi skal sikre, at almindelige mennesker stadig har råd til et sted at bo inden for kommunegrænsen.

Kan man bygge sig til billigere boliger, spurgte min kollega Cecilie Cronwald sidste år i en artikel her i avisen, og det kan man sandsynligvis. Noget tyder nemlig på, at de dyre nybyggede lejligheder, som ellers er blevet gjort til hovedskurken i fortællingen om den utilgængelige by, måske snarere er en del af løsningen.

Men det er bare ikke sikkert, at vi kan bygge så mange nye boliger, at også indbyggere med de laveste indkomster får råd til en bolig. Det ville nemlig kræve, at vi byggede mere end dobbelt så meget, som vi plejer, lyder det i artiklen.

Men det handler ikke kun om nye boliger, men også om følelser: Boligmarkedet bliver ineffektivt, fordi vi knytter os til vores hjem og ikke har lyst til at flytte, selvom vi eksempelvis ikke længere har brug for en lige så stor bolig som tidligere.

Det er, som om politik bliver mere kompliceret, når man ikke blot skal rase mod de griske bolighajer og deres dyre lejligheder, men måske også over sig selv.

2. Ikke i min (politikers) baghave

Hvis man efter at have læst den artikel mener, at der skal bygges flere boliger i byerne, kan man stille sig næste spørgsmål: Skal de nye boligblokke ligge i ens egen baghave?

Her er det efter alt at dømme ikke kun os vælgere, der tøver med at sige ja tak, men også lokalpolitikerne. I hvert fald talte jeg for nylig med en svensk politolog, som har undersøgt, hvordan politikernes hjemmeadresse er med til at påvirke deres beslutninger, når upopulære projekter skal placeres i kommunen.

Politologens studier viser, at kommunalpolitikere er tilbøjelige til at skåne deres egen baghave, når der skal uddeles byggetilladelser til nye boligblokke.

Det samme fænomen ser ud til at gælde skolelukninger – og måske også de omstridte vindmøller, som politikerne ofte tilfældigvis finder plads til i nærheden af grænsen til nabokommunen.

Snedige er de kære politikere unægteligt, og så må man jo afgøre med sig selv, om man synes, at det er en god eller dårlig ting.

Videnskaben kan ikke fortælle os, hvem vi skal stemme på, men for den egennyttige vælger må videnskabens råd alligevel være: Glem den lokale præsidentvalgkamp mellem kommunens borgmesterkandidater, og stem i stedet på en af naboerne.

3. Tæmmede fløjpolitikere

Uanset hvad man stemmer, vil man sandsynligvis gerne have, at politikerne mener nogenlunde det samme før og efter valget.

Men det kan man ikke nødvendigvis være sikker på, hvis man har sat sit kryds ved en af politikerne fra yderfløjene.

De har det nemlig med at blive mere midtersøgende i deres holdninger, når de først er blevet sovset ind i kommunalbestyrelsens hverdag, viser et studie, som Kåre Holm Thomsen skrev en artikel om, da vi skulle putte stemmesedlen i de kommunale valgurner i 2021:

»Enhedslisten står til et forrygende resultat i København ved tirsdagens kommunalvalg. Der tales sågar om, at Line Barfod, partiets spidskandidat, skal gå efter overborgmesterposten, der ellers har været Socialdemokratiets siden 1938,« lyder det i artiklen, som på den måde stadig virker aktuel.

Kommunalpolitikerne fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti får oftere ledende poster i byrådet, når de allerede har siddet der i en periode, og da de ved næste valg delte deres holdninger med Altinget til mediets kandidattest, havde de pludselig rykket sig betydeligt mod midten.

Om det er godt eller skidt, kan videnskaben heldigvis ikke svare på. Her må vi vælgere trække i arbejdstøjet.

Ideer-redaktionen vender tilbage med et nyt nyhedsbrev om 14 dage – ris, ros og forslag til emner modtages på ideer@weekendavisen.dk. Indtil da kan alle skrive sig op til at modtage Under lup her.

Godt valg!

Anders Boas