Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

En sejr er det farligste, der kan overgå en oprørsbevægelse. Knap har man danset sin sejrsdans færdig, før nogen har snuppet pokalen og står klar til at tæske løs på alle de principper, man troede, man havde kæmpet for.

Det er hårdt at træde i modvind, men der er alligevel noget lækkert ved at kæmpe mod overmagten. Ens feje trick fremstår mere berettigede, og hvem gider nærstudere de magtesløses ideer. Men når så døren først er åbnet, og man ikke længere kan nå at standse det karatespark, man havde lagt an til, kan man godt ende med at se lidt latterlig ud.

Her på kanten af Kristi himmelfartsdagen skal vi i ugens sidste nyhedsbrev se nærmere på tre historier om, hvad der sker, når rebellerne får deres hedeste drømme opfyldt, men alting alligevel ikke ender helt, som de havde tænkt sig.

1. Den sidste minoritet

Undertrykkelsens matematik er uendelig kompleks. Længe har højreorienterede hånligt ment, at snart sagt hvem som helst kan få plads som offer på de venstreorienterede debatsider.

Men måske er vi ved at have set alt. I hvert fald kan The Atlantic i en ny artikel fortælle, at den seneste underkuede minoritet er veluddannede konservative amerikanere. Skæbnen er ikke uden humor.

Der er vist ingen, der betvivler, at forskere til højre for midterlinjen er en sjælden art på universiteterne, men er det et udtryk for, at strukturelle barrierer har holdt de konservative forskere ude af det gode akademiske selskab? Ja, den diskussion minder sært om dem, vi har om andre minoriteter.

Faktum er i hvert fald, at en række amerikanske universiteter er begyndt at lave tiltag for at tiltrække forskere, der mener noget andet end den venstreorienterede majoritet.

Det ligner unægtelig den positive særbehandling, man har set i de såkaldte DEI-programmer, der skal fremme mangfoldighed, lighed og inklusion. Altså den slags programmer, den højreorienterede Trump-regering har tordnet imod.

Men intet revolutionært våben er så kompromitteret, at man ikke også selv kan fiske det ud af modstanderens våbenarsenal, hvis det kan fremme ens dagsorden.

Naturligvis er det et problem, hvis usynlige strukturer holder forskere med særlige holdninger ude af universiteterne, men den store majoritet mener bare altid, at de sidder på flæsket på grund af meritter, og det er utroligt svært at modbevise – uanset hvilken minoritet det drejer sig om.

En ting er sikkert: Det er altid lettere at se uretfærdighederne, når man selv sidder udenfor i kulden.

2. Kontrær eller konservativ

Problemet med at vinde er ofte, at ens holdkammerater måske i virkeligheden vil bruge sejren til noget helt andet, end man selv havde forestillet sig.

Den følelse har angiveligt ramt mange af de nye medier og platforme, der opstod som en reaktion på den venstreorienterede identitetspolitik, der gik sin sejrsgang i tierne.

I hvert fald beskriver netmediet Semafor i en ny artikel, hvordan der er opstået en identitetskrise hos medier som Quillette og UnHerd, podcasts som Blocked & Reported og HBO-talkshowet Real Time with Bill Maher.

Årsagen er Trumps magtovertagelse og hans massive omfavnelse af deres mærkesager som modstanden mod nye kønsforståelser, positiv særbehandling og forskningsverdenens venstreorienterede dominans.

De havde langt hen ad vejen en fælles fjende i den identitetspolitiske venstrefløj, men mange af dem bifalder ikke Trumps frihedsfjendske forsøg på at knægte modstanderne.

På den måde står bevægelsen ved en korsvej: Er de i grunden kontrære fritænkere eller konservative kulturkrigere?

Som Claire Lehmann fra australske Quillette formulerer det i artiklen, har deres mission altid været at kritisere tilløb til »antioplysningstænkning og illiberalisme«, uanset hvor de får øje på det:

»Jeg vil tilskynde medieentreprenører til at være lidt modige og turde være uenige med deres publikum, for selvom det måske vil gøre ondt på kort sigt, så tror jeg, at det betaler sig i det lange løb,« siger Lehmann i artiklen.

3. De andres information vil være fri

Det er 25 år siden, at den danske musiker Lars Ulrich i vide kredse blev udråbt til en pengegrisk superstjerne, da han sammen med sit band Metallica lagde sag an imod fildelingstjenesten Napster.

I de næste par årtier havde teknologibranchen held til at fremstille sig selv som underdog, der kæmpede for ytringsfriheden og det åbne internet, der konstant blev søgt indhegnet af smålige hensyn til ophavsretten.

I dag tror ikke engang techindustrien vist selv på, at de er marginaliserede frihedskæmpere, men der er alligevel ekko af fortiden, når Nick Clegg, der tidligere på året trådte tilbage fra Metas ledelse, nu siger, at det ville ødelægge den britiske AI-industri, hvis de først skal spørge kunstnere om lov, før de træner den kunstige intelligens på deres værker.

»Information wants to be free,« sagde man engang, og det mantra har techindustrien levet efter lige siden. Ja, altså lige bortset fra, når det gælder patenter på den teknologi, som branchen selv lever af.

Det kunne se ud, som om drømmen om det åbne internet er endt som et mareridt. Men måske har Clegg ret i, at udviklingen er uafvendelig. Det sagde man bare også i nullerne. Man ville aldrig kunne lave et system, hvor kunstnerne faktisk fik penge, når nogle ville høre deres musik.

Men det kunne man, selvom mange af dem ikke føler, at de tjener nok, og det er i dag kun en minoritet, der gider bevæge sig rundt på gedulgte piratsider.

Intet er umuligt. Det er værd at huske, mens vi fejrer himmelfarten.

Med venlig hilsen
Anders Boas