Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Noget af det mest forunderlige ved det moderne menneske er vores evne til at blive enige om, at værdiløse ting er kostbare. Tænk blot på pengesedlen, der vel ikke har materialer for mange ører, men alligevel kan veksles til et fyrsteligt måltid eller en varm jakke.

Hele dyreriget bestiller praktisk talt ikke andet end at forsøge at narre hinanden, og vi mennesker er selvfølgelig ikke meget anderledes på det punkt. Men det særlige er, hvor meget vi går op i, om på papiret ligegyldige genstande er, hvad de giver sig ud for.

Vi vil have den ægte vare – altså lige bortset fra, når vi lykkes med at overbevise os selvom, at den billige kopi, vi er kommet hjem med, er lige så god som originalen.

1. Adhd på afbetaling

Det er med diagnoser som med pengesedler. De har kun en værdi i kraft af, at vi er blevet enige om, at de har værdi. Og værdi, det har de. Madelene Pollnow, der er reporter på det svenske magasin Filter, fortæller i en ny granskning om firmaet Psykiatri­specialisterna, der averterer med adhd-udredning til kampagnepris: Kun 21.995 svenske kroner kan man slippe med i stedet for de vanlige 28.995. Ja, man kan endda få den på afbetaling.

I de seneste dage har Filter og avisen Svenska Dagbladet berettet om virksomheden, som angiveligt udbyder hurtige adhd-diagnoser til de mange, der er blevet afvist i den offentlige psykiatri. Ja, man behøver ikke engang at møde op for at få papir på sin diagnose, men kan i stedet klare det online og via telefon.

Effektivitet behøver jo ikke at være en dødssynd, men kritikerne mener, at firmaet langer identiske copy-paste-udredninger over disken uden rigtigt at interessere sig for, om patienten overhovedet har adhd eller ej.

Man skulle angiveligt kunne få pengene tilbage, hvis man ikke får en diagnose, men det er imidlertid heller ikke noget særlig omkostningsfuldt løfte, eftersom så godt som alle dem, der henvender sig, bliver udredt og får papir på adhd.

Det er der vist en del, der gør. Virksomheden omsætter ifølge Svenska Dagbladet for 50 millioner svenske kroner, og det er væsentligt mere end de to millioner, der løb gennem firmaet, da deres hovedfokus var at give folk botox mod depression.

Om firmaets diagnoser er den ægte vare, skal jeg ikke kunne vurdere. Men måske er kunderne også ligeglade. De vil have diagnosen og er måske ikke så optagede af, hvordan den bliver fremstillet.

2. Lokal luksus

Så er forbrugere af luksusvarer straks mere sensible i forhold til, hvor deres seneste indkøb er produceret. En taske er ikke bare en taske. Man betaler for en særlig udsøgt kvalitet, men også for mærket og auraen.

Men vil amerikanere blive ved med at smide de mange dollar efter luksusvarerne, hvis de produceres lokalt i USA, spørger The Wall Street Journal i en artikel om den spanske by Ubrique, hvor mærker som Chanel og Louis Vuitton får produceret eksklusive lædervarer.

Trumps trusler om told truer byens primære indtægtskilde, men spørgsmålet er, om det også truer Europas dominans på markedet for luksusvarer. Kan man bare rykke produktionen til USA for at tilfredsstille Trump, eller vil den gamle verdens luksusprodukter miste deres prestige, hvis de ikke længere produceres i små europæiske byer med 100 år lange håndværkstraditioner?

Det vil ikke give mening at lave italienske Gucci-tasker i Texas, lyder det fra chefen for Kering, som ud over Gucci også ejer mærker som Yves Saint Laurent, Balenciaga og Bottega Veneta: »Det giver ikke mening for mine kunder. Jeg kan ikke forklare det til dem.«

Noget handler naturligvis om håndværkstraditioner og kvalitet, men en del handler nok også om følelser. Hvis Trump formår at gøre op med vores autenticitetsdyrkelse, vil det i sandhed være en kulturrevolution.

Amerikanerne kan måske med tiden lære håndværket og selv producere varer, der måler sig med den europæiske luksus, men er det den ægte vare?

3. Falske læsere

Rygterne om den aftagende fascination af USA er efter alt at dømme stærkt overdrevne. Vi importerer stadig i al hast amerikanske fænomener til landet.

Således gik der kun en uge fra Chicago Sun-Times måtte indrømme, at kunstig intelligens var forklaringen på, at en liste over anbefalet sommerlæsning indeholdt bøger, der ikke eksisterede, til Politiken lørdag kunne præsentere læserne for en faktaboks, hvor kunstig intelligens på samme måde havde fået lov boltre sig med sit afslappede forhold til virkeligheden.

Det meste journalistik hører i høj grad til de varer, som kun har værdi, hvis vi beslutter os for det, og særligt den amerikanske sag illustrerer, at journalistikkens største problem måske ikke er, om det er et menneske, der har skrevet teksten, men om der er nogen mennesker, der har læst den, som journalisten Henry Grabar fra det amerikanske medie Slate for nylig påpegede.

De AI-fremstillede sommeranbefalinger var at finde i et indstik med sommerguides, som fulgte med avisen, og ifølge Grabar var der kun en reklame i det trykte indstik. Man sælger reklamer for at nå menneskelige læsere, skriver Grabar, men hvis ingen mennesker rigtigt læser teksten, så kan en AI-genereret sommersektion få lov at ligge uberørt i dagevis, før nogen opdager fadæsen.

Vi lever i en tid med et gigantisk overskud af tekst, og måske er sommerbogsfadæsen et forvarsel om en fremtid, hvor selv meget onlinejournalistik primært vil blive læst af maskiner, der ikke er så interesserede i, om det er den ægte vare eller ej.

Alt i dette nyhedsbrev – selv fejlene – er imidlertid menneskeskabte, og sådan vil det også være i morgen, når vi ses i ugens sidste udgave.

Med venlig hilsen

Anders Boas