Det har aldrig været lettere at tabe sig. Den nye vægttabsmedicin findes: Jeg troede naivt, at det ville betyde, at det ville blive mindre attraktivt at være slank. Hvis alle kan blive tynde, vil det ikke have samme prestige. Det kunne endda være, tænkte jeg optimistisk, at det ville gå hen og blive en lidt lækker mangelvare, en luksusgode, at have et bmi som mit, der altid har ligget stabilt højt i det såkaldt moderat overvægtige felt (25-29; mens et bmi på over 30 kategoriseres som svær overvægt).

Jeg kan huske øjeblikket, jeg blev bevidst om det: I 5. klasse, efter at skolesundhedsplejersken havde målt og vejet mig, fandt hun en pjece frem og slog op på en graf i stærke signalfarver. Den ene akse var vægt, den anden højde, og mellem dem løb en regelmæssig, grøn flod: normalvægten. Over den grønne flod lå en smallere, gul bræmme, som vel har illustreret den lovlige buttethed, en margin af hvalpefedt. Oven over den var alt rødt. Overvægt, fedme, fortabelse. Sundhedsplejersken satte et sirligt kryds, hvor jeg befandt mig: lige på vippen mellem det gule og det røde felt. Siden da har jeg vidst, at der fandtes et indenfor og et udenfor. Og at vejen ind til det grønne var enkel, men ikke nem. Jeg fik pjecen med hjem, den var fuld af kalorietabeller, og jeg viste den til min mor: Nu skal vi være tynde. Som jeg husker det, var det bedst at spise kylling uden skind til aftensmad.